30. mar. 1972

Saadan en lille ændring som den ovenstaaende der kan skabe en saa voldsom virkning kan ikke undgaa af fascinerer mig.
Jeg kan stadig hellerikke komme bortfra tanken paa at man ved en saadan selvvalgt begrænsning reduktion af mulighederne i valg maa tvinges til at skærpe tanken og fantasien. Man tvinges til at stille sig spørgsmaalet: men, dette! hvordan kan jeg formulerer det med lige netop de midler – lige netop kun indenfor dette omraade.
Et eks: Fladen – pladen – bemales paa begge sider (ens) – hvad skal man stille op med en ting hvor begge sider er forside – hvor ingen side er værdifuldere end den anden? Men – det spørgsmaal som ustandselig opstaar er: kan man undgaa at føle det som en kedsommelig tvang at man har stillet sig selv disse grænser? Kan man undgaa at det bliver en kedsommelig og ufrugtbar gentagelse – repetition?
Det er sikkert nødvendigt ved siden af at (tillade sig) lave andre ting – og kan gribe til det “R+B” naar det føles helt indlysende rigtigt og nødvendigt. Maaske – vil man med tiden opdage – at det andet, man har tilladt sig ved siden af, er unødvendigt – maaske at “R+B” ikke slaar til – er for begrænset.
Det staar nu, efter arbejdet med T.V udsendelsen klart for mig hvad det egentlig er der foregaar ved beskæftigelsen med “R+B”. Det er simpelthen dette at jeg placerer dette rent kunstneriske element ude i virkeligheden – bruger det alle steder og under alle forhold. Her vil det maaske, en skøn dag, vise sig at selve det “R+B” er oveflødigt – at man ikke behøver dette “rene kunstneriske” element til at manifesterer kunsten i virkeligheden – at man ikke behøver at slæbe resterne af en gammel æstetik med sig derud – for det er jo det man gør.
Men en mand som Lawrence Weiner – der er den reduktiveste jeg kender – læner sig trods dette dog ogsaa til et gammelt udtryksmiddel – maaske enda det ældste – Ordet. Saa maaske er det nødvendigt for overhovedet at kunne markerer kunsten med et mindste maal af æstetisk manifestering.
“R+B” er saa enkelt: to kvadrater to farver at enhver kan fremstille det. Selve fremstillingsprocessen afmytologiseres.
Det er vanskeligt at faa det til at “forestille” andet end hvad det er – to farver – to kvadrater. Det er hvad man gør det til der har betydning ikke hvad det er.