Albert Mertz
31. mar. 1972
31-3-72
En ting er helt sikker i selvsamme man forlader “R+B” strukturen -: et Rødt og et Blaat kvadrat dannende et rektangel – saa er det ikke længere “R+B” men, straks (selv ved den allermindste afvigelse) noget helt andet.
Arbejder man med variationen, forskellen mellem farverne eller deres materialitet giver man øjeblikke afkald paa en meget væsentlig bestandel af selve ideen, nemlig den: at farven som koloristisk fænomen er uden betydning, at det ikke er et spørgsmaal om farvernes nuancer, spændings eller kontrastforhold, men alene om at de er tilstede som to (forskellige) farver rødt og Blaat. Man bør enda gaa saa vidt at man altid bruger to standardfarver som er fuldstændig ens fra gang til gang. Ogsaa enhver ændring i struktur er en aabning mod noget malerisk billedmæssigt expressivt der ligger helt udenfor – ja ved siden af den grundlæggende idee.
Betyder det – de samme to farver , de samme to kvadrater – at man ogsaa skal bruge det samme format, den samme størrelse? Der ligger jo unægtelig ogsaa en perceptionsmæssig expressivitet i størrelse – kan man tillade sig det uden at forraade ideens grundlag? Egentlig ikke – samme farve – samme struktur – samme størrelse.
Herved naar vi ned paa et absolut nulpunkt ved selve udførelsen der er her ingen plads for personlig udfoldelse – det bliver en ren mekanisk, maaske haandværksmæssig, proces – et rent teknisk spørgsmaal – som i og for sig kan udføres af hvem som helst. Ligeledes bliver produktets udseende det samme hver gang det udføres. Hvilke funktion, eller funktioner bliver der da tilbage i produktet? Vidnesbyrdet i selve valget af elementerne vil altid være tilstede i perceptionen. Produktets funktion vil være afhængig af hvad man bruger det til. Produktet har altsaa ikke en funktion i sig selv (det udstraaler ingen expressivitet – det kommunikerer intet specielt budskab) men er alene – til. Men – det er hellerikke (eller bør ikke være) et modul med saa og saa mange variations og anvendelsesmuligheder – det er kun anvendeligt som – to kvadrater – vandret rektangel.
Produktet har muligheder som seriefænomen – et – flere – men seriefænomenet som saadan interesserer mig ikke. Den virkning der kan opnaas ved en multiplikation eller addition af produktet er jo blot at flytte expressiviteten fra det enkelte produkt til rækken – serien – af produkter – d.v.s en følge af en strukturs udseende.
Det jeg er ude efter er – at en række produkter som er fuldstændig identiske – forandre funktion og betydning gennem paavirkninger udefra –. Hvilke? Bevidstheden om repetitionen af et identisk produkt vil uvilkaarligt indvirke paa perceptionen og conceptionen af det individuelle produkt.
Og – disse identiske produkter vil forandre udseende i forhold til rum, lys, miljø (geografiske?) og andre betingelser. Produktet vil opfattes forskelligt af forskellige individer – produktets neutralitet vil uvilkaarligt at hver enkelt beskuer lægger sin personlige forestilling indi denne neutralitet – vil give den et “indhold” en “funktion” – en “mening” -.
Neutraliteten – som er en vigtig bestanddel af den grundlæggende idee vil tvinge beskueren til erkendelse af (især hvis han staar overfor flere identiske produkter eller er sig bevidst eksistensen af flere) at der ikke er nogen forskel fra produkt til produkt i perceptionsmuligheder, men alene, maaske, i conception. Der er ikke andet tilstede end hvad han ser – og det har ingen anden betydning end det han ser – det er lige nøjagtigt saa neutralt som det ser ud. Dette er, eller bør være, pointen i ideen hvorfor det ligger udenfor ideen at arbejde med variationer forskelle – i farve saavel som i struktur og størrelse – diss elementer skal ligge fast eengang for alle.
Hvad der indtil nu er fremstillet af “R+B” produkter er for den overvejende dels vedkommende, da der arbejdes med variationer og forskelle, stadig expressiv malerkunst – d.v.s sin egen modsigelse.
___________________________________________________________
Arbejder man med variationen, forskellen mellem farverne eller deres materialitet giver man øjeblikke afkald paa en meget væsentlig bestandel af selve ideen, nemlig den: at farven som koloristisk fænomen er uden betydning, at det ikke er et spørgsmaal om farvernes nuancer, spændings eller kontrastforhold, men alene om at de er tilstede som to (forskellige) farver rødt og Blaat. Man bør enda gaa saa vidt at man altid bruger to standardfarver som er fuldstændig ens fra gang til gang. Ogsaa enhver ændring i struktur er en aabning mod noget malerisk billedmæssigt expressivt der ligger helt udenfor – ja ved siden af den grundlæggende idee.
Betyder det – de samme to farver , de samme to kvadrater – at man ogsaa skal bruge det samme format, den samme størrelse? Der ligger jo unægtelig ogsaa en perceptionsmæssig expressivitet i størrelse – kan man tillade sig det uden at forraade ideens grundlag? Egentlig ikke – samme farve – samme struktur – samme størrelse.
Herved naar vi ned paa et absolut nulpunkt ved selve udførelsen der er her ingen plads for personlig udfoldelse – det bliver en ren mekanisk, maaske haandværksmæssig, proces – et rent teknisk spørgsmaal – som i og for sig kan udføres af hvem som helst. Ligeledes bliver produktets udseende det samme hver gang det udføres. Hvilke funktion, eller funktioner bliver der da tilbage i produktet? Vidnesbyrdet i selve valget af elementerne vil altid være tilstede i perceptionen. Produktets funktion vil være afhængig af hvad man bruger det til. Produktet har altsaa ikke en funktion i sig selv (det udstraaler ingen expressivitet – det kommunikerer intet specielt budskab) men er alene – til. Men – det er hellerikke (eller bør ikke være) et modul med saa og saa mange variations og anvendelsesmuligheder – det er kun anvendeligt som – to kvadrater – vandret rektangel.
Produktet har muligheder som seriefænomen – et – flere – men seriefænomenet som saadan interesserer mig ikke. Den virkning der kan opnaas ved en multiplikation eller addition af produktet er jo blot at flytte expressiviteten fra det enkelte produkt til rækken – serien – af produkter – d.v.s en følge af en strukturs udseende.
Det jeg er ude efter er – at en række produkter som er fuldstændig identiske – forandre funktion og betydning gennem paavirkninger udefra –. Hvilke? Bevidstheden om repetitionen af et identisk produkt vil uvilkaarligt indvirke paa perceptionen og conceptionen af det individuelle produkt.
Og – disse identiske produkter vil forandre udseende i forhold til rum, lys, miljø (geografiske?) og andre betingelser. Produktet vil opfattes forskelligt af forskellige individer – produktets neutralitet vil uvilkaarligt at hver enkelt beskuer lægger sin personlige forestilling indi denne neutralitet – vil give den et “indhold” en “funktion” – en “mening” -.
Neutraliteten – som er en vigtig bestanddel af den grundlæggende idee vil tvinge beskueren til erkendelse af (især hvis han staar overfor flere identiske produkter eller er sig bevidst eksistensen af flere) at der ikke er nogen forskel fra produkt til produkt i perceptionsmuligheder, men alene, maaske, i conception. Der er ikke andet tilstede end hvad han ser – og det har ingen anden betydning end det han ser – det er lige nøjagtigt saa neutralt som det ser ud. Dette er, eller bør være, pointen i ideen hvorfor det ligger udenfor ideen at arbejde med variationer forskelle – i farve saavel som i struktur og størrelse – diss elementer skal ligge fast eengang for alle.
Hvad der indtil nu er fremstillet af “R+B” produkter er for den overvejende dels vedkommende, da der arbejdes med variationer og forskelle, stadig expressiv malerkunst – d.v.s sin egen modsigelse.
___________________________________________________________
At “R+B” paa mange punkter udspringer fra min interesse for Buren’s ideer og mit studie af Ad Reinhart kan ikke benægtes.
Paa hvilke punkter adskiller ideen sig fra Buren’s?
“R+B” er baseret paa to kontrasterende farver – uden neutralt hvidt mellemrum (som ved Buren’s striber).
Jeg fornægter ikke den expressivitet eller den ret voldsomme virkning disse to farve kan have paa beskueren – en virkning beroende paa selve sammenstillingen af de to farver som jo er komplementære. Den struktur de to farvede kvadrater danner – en rektangel kan ikke – som Buren’s striber udvides i højden eller bredden – strukturen er afhængig af sine to kvadrater og disse kan altsaa ikke som Buren’s striber gentages i forlængelse af hinanden uden selve strukturen ændres, men maa holde sig indenfor, er bundet af, sit rektangel. Formstrukturen ligger fast danner en ubrydelig enhed slutted om sig selv – dens eneste mulige udvidelse er gentagelsen i et nyt, men identisk produkt.
Dette produkt beholder under alle forhold sin fænomelogiske indentitet, den eneste mulige forandring sker ikke i det, men i forhold til det – en psykologisk proces mellem produktet og beskueren.
Det er derfor nok forkert hvad jeg skrev ovenfor at produktet forandres via omgivelserne (rum, lys, miljø). Det kan under alle omgivelserne, under alle forhold og betingelser konstateres som værende det samme – bevare sin ren fænomelogiske integritet – det er med andre ord konstant. Alene i forhold til beskueren kan denne konstant faa forskellige betydninger. Hos Buren er den absolutte neutralitet – tilstede – stribernes farve er ligegyldige og uden nogensomhelst betydning – det eneste konstante fra produkt til produkt er stribestrukturen og det neutrale hvide felt mellem de farvede striber.
“R+B” derimod kan ikke uden at miste ideens identitet skiftes ud med andre farve (og hvis man gør det maa man ved ord betegnelserne Rød – Blaa - gøre opmærksom paa at de farver man ser er erstatninger for eller skal repræsenterer R+B). Valget R+B er truffet fordi: det er de eneste farver (maaske undtaget sort og hvidt) af primærfarveudvalget der ikke har et særligt stort associationsudsving mod fænomener udenfor omraade farve som farve. De er valgt fordi de kontrasterer – altid vil modarbejde hinanden aldrig kan blive harmoniske – smukke. Fordi de adskiller sig fra hinanden og derved gør det muligt at opererer med kvadratstrukturen – fordi de supplerer hinanden som varmt og koldt – to yderpunkter (igen en kontrast) – fordi de hver især er sig selv. De er først sammen netop fordi de ikke høre sammen. Mulighederne for koloristisk at spille med disse to farver – den ene mørk – den anden lys – den ene meget varm – den anden meget kold – begge varme – begge kolde – nærmende sig hinanden er meget smaa og ihvertfald meget banale – et spil der meget hurtigt er overstaaet og udtømt.
Men det spørgsmaal som hele tiden opstaar er: om ikke hele ideen er udtømt i det selvsamme øjeblik den er opstaaet? Dette at det samme og det samme skal gentages om og om igen umuliggør det ikke at arbejde med ideen – bliver det ikke en fastlaasning?
Bliver det ikke menneskeligt og paa andre maader temmelig udsigtsløst? Det er et uundgaaeligt spørgsmaal – som kræver et svar. Fraviger man konsekvensen i gentagelsen fraviger man i virkeligheden selve ideen. Begynder man at anvende variationen, i farvernes indbyrdes forhold, materiale og stofvirkning er man jo ikke kommet løs af det man ville løsrive sig fra – maleriets æstetik.
Er det nu helt rigtigt?
Holder man fast ved strukturen, men evnt forandrer fladens størrelse – eller forlader fladen til fordel for et eller andet rumligt objekt – holder man farven Rød - Blaa – d.v.s – ikke orange eller kraplakrød, men kadmium ikke cobolt – ceruleanblaa – men ultramarin – kan man saa ikke indenfor disse snævre rammer tillade sig variationer uden at forraade ideen? Eller havner det saa i en meget subtil æstetiserende form for billedmageri?
Eller kan man stille det saadan op: hvor meget kan man gøre (ikke udtrykke!) med saa begrænsede midler?
Maaske har man set sig blind paa begrebet variation. At varierer indenfor et stærkt begrænset omraade er jo noget andet end variationer via f.eks hele farveskalaen.
I det første tilfælde har man begrænset sine valgmuligheder, i det andet er valgmulighederne grænseløse.
Paa hvilke punkter adskiller ideen sig fra Buren’s?
“R+B” er baseret paa to kontrasterende farver – uden neutralt hvidt mellemrum (som ved Buren’s striber).
Jeg fornægter ikke den expressivitet eller den ret voldsomme virkning disse to farve kan have paa beskueren – en virkning beroende paa selve sammenstillingen af de to farver som jo er komplementære. Den struktur de to farvede kvadrater danner – en rektangel kan ikke – som Buren’s striber udvides i højden eller bredden – strukturen er afhængig af sine to kvadrater og disse kan altsaa ikke som Buren’s striber gentages i forlængelse af hinanden uden selve strukturen ændres, men maa holde sig indenfor, er bundet af, sit rektangel. Formstrukturen ligger fast danner en ubrydelig enhed slutted om sig selv – dens eneste mulige udvidelse er gentagelsen i et nyt, men identisk produkt.
Dette produkt beholder under alle forhold sin fænomelogiske indentitet, den eneste mulige forandring sker ikke i det, men i forhold til det – en psykologisk proces mellem produktet og beskueren.
Det er derfor nok forkert hvad jeg skrev ovenfor at produktet forandres via omgivelserne (rum, lys, miljø). Det kan under alle omgivelserne, under alle forhold og betingelser konstateres som værende det samme – bevare sin ren fænomelogiske integritet – det er med andre ord konstant. Alene i forhold til beskueren kan denne konstant faa forskellige betydninger. Hos Buren er den absolutte neutralitet – tilstede – stribernes farve er ligegyldige og uden nogensomhelst betydning – det eneste konstante fra produkt til produkt er stribestrukturen og det neutrale hvide felt mellem de farvede striber.
“R+B” derimod kan ikke uden at miste ideens identitet skiftes ud med andre farve (og hvis man gør det maa man ved ord betegnelserne Rød – Blaa - gøre opmærksom paa at de farver man ser er erstatninger for eller skal repræsenterer R+B). Valget R+B er truffet fordi: det er de eneste farver (maaske undtaget sort og hvidt) af primærfarveudvalget der ikke har et særligt stort associationsudsving mod fænomener udenfor omraade farve som farve. De er valgt fordi de kontrasterer – altid vil modarbejde hinanden aldrig kan blive harmoniske – smukke. Fordi de adskiller sig fra hinanden og derved gør det muligt at opererer med kvadratstrukturen – fordi de supplerer hinanden som varmt og koldt – to yderpunkter (igen en kontrast) – fordi de hver især er sig selv. De er først sammen netop fordi de ikke høre sammen. Mulighederne for koloristisk at spille med disse to farver – den ene mørk – den anden lys – den ene meget varm – den anden meget kold – begge varme – begge kolde – nærmende sig hinanden er meget smaa og ihvertfald meget banale – et spil der meget hurtigt er overstaaet og udtømt.
Men det spørgsmaal som hele tiden opstaar er: om ikke hele ideen er udtømt i det selvsamme øjeblik den er opstaaet? Dette at det samme og det samme skal gentages om og om igen umuliggør det ikke at arbejde med ideen – bliver det ikke en fastlaasning?
Bliver det ikke menneskeligt og paa andre maader temmelig udsigtsløst? Det er et uundgaaeligt spørgsmaal – som kræver et svar. Fraviger man konsekvensen i gentagelsen fraviger man i virkeligheden selve ideen. Begynder man at anvende variationen, i farvernes indbyrdes forhold, materiale og stofvirkning er man jo ikke kommet løs af det man ville løsrive sig fra – maleriets æstetik.
Er det nu helt rigtigt?
Holder man fast ved strukturen, men evnt forandrer fladens størrelse – eller forlader fladen til fordel for et eller andet rumligt objekt – holder man farven Rød - Blaa – d.v.s – ikke orange eller kraplakrød, men kadmium ikke cobolt – ceruleanblaa – men ultramarin – kan man saa ikke indenfor disse snævre rammer tillade sig variationer uden at forraade ideen? Eller havner det saa i en meget subtil æstetiserende form for billedmageri?
Eller kan man stille det saadan op: hvor meget kan man gøre (ikke udtrykke!) med saa begrænsede midler?
Maaske har man set sig blind paa begrebet variation. At varierer indenfor et stærkt begrænset omraade er jo noget andet end variationer via f.eks hele farveskalaen.
I det første tilfælde har man begrænset sine valgmuligheder, i det andet er valgmulighederne grænseløse.
