1. apr. 1972

Præciser hvad der menes med variationer.
De to kvadrater – dannende et rektangel forandres ikke – men kan varieres i størrelse: smaa – mellem – store – arealer – men, formen maa ikke ændres.
Den røde Kadmium mellem maa aldrig nærme sig orange eller violet-kraplak – eneste udsving skal ligge mellem Kadium Clair paa den ene side og Kadium Fonce paa den anden. Den Blaa – Ultramarin maa aldrig nærme sig lyseblaa eller blaaviolet, men ligesom den røde alene bevæge sig mellem mørk og lys ultramarin.
Mellem de to farver Rød - Blaa kan der varieres mellem en lys rød og en mørk blaa og omvendt eller to mørke – to lyse –. Men hverken den røde eller blaa maa fjerne sig fra sin oprindelige karakter d.v.s forskubbe sig til den ene eller anden side i sin plads paa farveskalaen. En variation farverne imellem bliver da i overvejende en valør eller kold – varmvariation ikke en ændring i selve farven.
Ændringer – variationer i stoffet – materialet er straks mere komplicerede. Den mest banale er selvfølgelig mellem blank og mat malemateriale, mellem stofløs og stoffyldt flade. Der opstaar ogsaa forskelle mellem forskellige teknikker – olie – akryl – lak – tempera – gouache – akvarel – pastel – farvekridt – litografi – silketryk – o.s.v. Disse variationer er dog i den grad betinget af selve den anvendte teknik og dens materiale at de ikke kan anses for direkte æstetiserende – de er simpelthen en forskel i materiale – naturligvis fremhævende denne materialets specielle stoflighed, men uden den behøver blive dominerende materiale virtuositet. Der er ingen grund til at undertrykke denne materialitet, saa længe grundprincipperne i farve og struktur holdes – selvom de naturligvis ikke maa være et expressivitets paaskud. Problemet er – simpelthen frygten for at produktet skal blive opfatted som alene tilhørende perceptionsomraadet og derved fortrænge kernen i ideen som jo er at produktets perception ikke er at expressiv, men af ren fænomelogisk beskaffenhed – og alene er et udgangspunkt med en conception som maal. Produktet betyder ikke noget – men hvad det bruges til er dets betydning.
Der kommer ogsaa til at ligge et problem i dette at udførelsen af produktet mekaniseres saa meget at hvad jeg kan gøre med det er minimalt – hele tyngdepunkted kommer til at ligge paa hvad der sker mellem produktet og beskueren. Jeg træder paa en maade udaf funktion.
Lad mig forestille mig at jeg udførte et “R+B” produkt paa følgende maade:
1. RØD – forsøger jeg at give en bastant tæthed – og uden spor af penselstrøg – en rød der ikke er lys – ikke mørk – ikke svinger – men er konstant.
2. Blaa – uden at gøre den udtalt lys eller mørk forsøger jeg at gøre den let – uendelig og det spiller ingen rolle om penselstrøgene synes (hvad de vanskelig vil kunne undgaa da ultramarin er en laserende farve).
3. Resultatet bliver en tæt uigennemtrængelig rød – og en let ustandselig vigende blaa.
Er jeg ved udførelsen af et saadant produkt havnet i maleriæstetik – ja i æsteticisme? Jeg opererer med en forskel mellem farverne  – en nuancering af deres indbyrdes forhold. Er det dette rene perceptionsforhold som vil dominerer?
Eller bliver perceptionen blot en detalje – en del af det totale produkt? Det afhænger vel nok til en vis grad af om man ser produktet alene eller sammen med andre “R+B” produkter – er det sidste tilfældet er indtrykket af den “R+B” gentagelse dominerende – ses det alene bliver det (hvis man ikke ved der eksisterer andre lignende produkter) forholdet – nuanceringen farverne imellem som dominerer.
I dette ligger der en bekræftigelse paa ideen om at perceptionen i vid udstrækning er afhængig af den funktion man giver produktet. I sammenligning med Ad Reinhart og Daniel Buren der neutraliserer farven – den første ved at gøre den ubestembar gennem en neddæmpning den anden ved at negligerer farvevalget og derefter neutraliserer den ved hvide mellemrum – vedkender jeg mig farven. Men ikke en hvilkesomhelst farve – jeg har valgt to farver – der repræsenterer fænomenet farve og som i saa vid udstrækning som muligt alene repræsenterer dette fænomen som værende selvstændigt. Det er derfor ogsaa naturligt at akcepterer at dette fænomen indenfor sin selvstændighed har visse mulige funktioner. At det kan optræde paa forskellige maader indenfor rammerne af sin Rødhed og Blaahed er visse handlinger mulige som alene tilhører dette omraade.
Det bliver, hvordan man vender og drejer det – malerkunst – ja! Men er jeg ikke via Joseph Kosuth her blevet offer for en conceptuel-art dogmatik?
Begrebet malerkunst er jo i sidste instans et rent teknisk spørgsmaal - at man bruger maling – det væsentlige er ikke teknikken men hvad man bruger den til. Af mange forskellige grunde falder det mig altsaa naturligt at arbejde med malerteknikken og jeg kan ikke se jeg af dogmatiske grunde skulle afstaa fra dette.
Men – trods alt – bliver jeg ikke afhængig af et sprog – nemlig formen – farven? Og er det ikke netop dette jeg gerne vil væk fra? Kan “R+B” opfattes fra andre synsvinkler end rent formelle?
Her – ligger problemet.
Det formelle er baseret paa en forestilling om hvad kunst – specielt malerkunst er. Det formelle opererer med regler udledt af denne forestilling. Man stiller sig tvivlende ikke alene til disse reglers holdbarhed, men ogsaa til deres gyldighed.
Jeg kan ikke tro paa bestemte regler for hvad der er kunst og hvad ikke – tror ikke at der findes et bestemt kunstnerisk sprog. Men “R+B” er jo netop udsprunget af disse regler denne formalisme – den forestilling at en vis perception skaber en tilsvarende conception – eller at perceptionen af de to R+B farvede kvadrater er hele udsagnet.
Spørgsmaalet er om det er en tanke jeg vil formulerer – eller en æstetisk kildren af synsevnen?
Det er en tanke jeg ønsker at formulerer nemlig denne:
Det er falsk at paastaa at der fra farve og form transporteres et budskab en expressivitet fra kunstner til beskuer. Farven og formen er ren fænomelogiske og indeholder ikke andet i sig selv end de forestillinger beskueren ligger i dem via den maade kunstneren præsenterer dem paa – der er ikke andet en hvad der ses – det setes betydning er alene noget det tilføres udefra. Materialiteten af det der ses og dets virkning ind paa beskueren kan man ikke forud beregne. Man kan alene vide at det har en eller anden virkning – udløser en eller anden reaktion som alt hvad der ses gør.
Det væsentlige maa altsaa være beskuerens imagination der fungerer frit uden at følge de æstetisk formelle regler – der fortæller beskueren hvilke baner hans imagination skal følge.
Det væsentlige i kunsten maa være (den kunstneriske) tanken og ikke produktets ellers handlingens udseende.
Med hensyn til “R+B” kan dette kun anskueliggøres ved en fuldstændig identiske repetition.
Kan man helt overse eller undgaa produktets materielle tilstedeværelse? Sikkert ikke (dette var conceptuel-art’s fejltagelse) men den maa ikke blive selve hovedsagen – hele “indholdet”. Produktet maa være værdiløst – d.v.s værdien bør ikke ligge i det, men i de handlinger der foretages med det – omkring det – paa grund af det – udfra det o.s.v.
Konklusionen af disse overvejelser kan ikke blive en anden end den at “R+B” kun kan fungerer hvis:
1. De “R+B” er helt identiske fra produkt til produkt.
2. Strukturen – kvadraterne – rektanglet er de samme hver gang.
3. De eneste afvigelser der er mulige hvis ideen – tanken skal fastholdes er: 
A. Forandring af produktets areale udstrækning (størrelse) – fordi kvadraterne og rektangelet vedbliver med at beholde sin identitet – et lille kvadrat – et stort kvadrat – er stadig et kvadrat.
B. Farvematerialet – mat – blankt – groft – o.s.v fordi “R+B” stadig vedbliver med at være rød og blaa.
C. Forandringen – variationen i størrelse og materiale har, saa længe struktur og farve fastholdes saa minimal en expressiv indflydelse at det ikke formaar at ændre konstanterne.
Disse afvigelser i størrelse og materiale er ikke væsentlige, men kan være praktiske under forskellige forhold. I hvert enkelt aktuelt tilfælde maa man naturligvis nøje overveje for og imod deres anvendelse.