Albert Mertz
23. okt. 1974
23-10-74.
Et ark hvidt tegnepapir.
Et objekt,
Dette objekt er fladt (todimensionelt).
Dette objekt vedbliver at fastholde sin identitet som værende et ark hvidt tegnepapir.
Det kan dog udsættes for visse ændringer afhængig af og opstået ved beskuerens position i forhold til det.
Et objekt,
Dette objekt er fladt (todimensionelt).
Dette objekt vedbliver at fastholde sin identitet som værende et ark hvidt tegnepapir.
Det kan dog udsættes for visse ændringer afhængig af og opstået ved beskuerens position i forhold til det.
1. Ophængt direkte midt på en væg ændres identiteten ikke udover at det afhængig af væggens dimension kan synes enten stort eller lille.
2. Placeres det nede i hjørnet af en væg får det i det beskueren ser ned på den forbindelse med både væg og gulv.
3. Lægger man det på gulvet betragtes det i mere eller mindre udtalt perspektiv, idet beskueren ser oppefra og ned på det.
Dog – ligemeget hvilke position papirarket indtager i forhold til miljøet det er placeret i og beskueren ved bliver det med at være et ark hvidt tegnepapir. Altså en realitet – der ikke repræsenterer andet end sig selv.
Det betyder at det hvide ark tegnepapir ikke adskiller sig fra andre objekter, ikke er et særligt objekt udover den kendsgerning at alle objekter i forskellige gradueringer er forskellige fra hverandre.
Forstiller man sig nu at man anvender dette objekt tegnepapiret som et specielt opmærksomhedsfelt, giver det funktion af et objekt beregnet til at SE på, gør man ikke brud på det identitet da det selvom man fuldbyrdede dets funktion som tegnepapir jo stadig var et objekt beregnet til at SE på. Placerer man således et ark hvidt tegnepapir på en væg (som et billede!) vil beskueren, sandsynligvis, reagerer som følger:
2. Placeres det nede i hjørnet af en væg får det i det beskueren ser ned på den forbindelse med både væg og gulv.
3. Lægger man det på gulvet betragtes det i mere eller mindre udtalt perspektiv, idet beskueren ser oppefra og ned på det.
Dog – ligemeget hvilke position papirarket indtager i forhold til miljøet det er placeret i og beskueren ved bliver det med at være et ark hvidt tegnepapir. Altså en realitet – der ikke repræsenterer andet end sig selv.
Det betyder at det hvide ark tegnepapir ikke adskiller sig fra andre objekter, ikke er et særligt objekt udover den kendsgerning at alle objekter i forskellige gradueringer er forskellige fra hverandre.
Forstiller man sig nu at man anvender dette objekt tegnepapiret som et specielt opmærksomhedsfelt, giver det funktion af et objekt beregnet til at SE på, gør man ikke brud på det identitet da det selvom man fuldbyrdede dets funktion som tegnepapir jo stadig var et objekt beregnet til at SE på. Placerer man således et ark hvidt tegnepapir på en væg (som et billede!) vil beskueren, sandsynligvis, reagerer som følger:
1. Konstaterer at han/hun ser på et hvidt ark tegnepapir.
2. Da det, som et billede hænger på en væg, evnt i et udstillingslokale, vil han uvilkårligt søge mere i hvad han ser end den blotte konstatering af et stykke tegnepapir – en kunstnerisk mening – hensigt idet han overfor det medbringer sin forestilling om kunst.
3. Han vil da når den første konstateringsfase er overstået skærpe sin opmærksomhed overfor alle detaljer i papiret: dets format – (evnt i forhold til vægarealet det er placeret på) – form, dets stoflighed (ru eller glat overflade f.eks), fladens ujævnhed visse svage folder, buler o.l, et evnt. fabrikationsstempel, dets ophængningsmekanik: tegnestifter, nåle, søm. I sin søgen efter en mening vil beskueren være opmærksom (grundet på den tilsyneladen tomhed) alt. Dette at der tilsyneladende intet er udover et stykke tegnepapir vil altså i usædvanlig grad styrke hans opmærksomhed overfor selve tegnepapiret indtil mindste detalje.
Da der ikke er gjort andet ved tegnepapiret end at det er placeret på væggen, der er ikke tegnet på det, f.eks det er ikke på nogen måde bearbejdet – vil beskueren ikke kunne nå til anden konklusion end: et ark hvidt tegnepapir af den og den størrelse, placeret på væggen i den og den position, på den og den måde (ophængt ved hjælp af nåle – tegnestifter o.s.v) beskueren må med andre ord opgive den forestilling af hun/han står overfor et billede i det hvad han ser modsiger denne forestilling og ikke fører ham udover begrebet – objektet: tegnepapir.
Således er det selvfølgelig muligt at anvende ethvert objekt som et opmærksomhedsfelt, men tegnepapiret har den fordel fremfor andre objekter at det ifølge hele sin funktionelle natur er neutralt, og således udelukker de fleste afvigende fortolkningsassociationer.
De mindste ændringer i tegnepapiret: folder, krølninger, fingeraftryk, falming, ridser, huller, pletter – o.s.v vil uundgåeligt bliver billeddannende idet den hvide tomme flades neutralitet vil opforstørre sådanne tilføjelser.
Hvad er det man vil gøre opmærksom på – demonstrerer – med at placerer et hvidt tegnepapir foran en beskuer?
2. Da det, som et billede hænger på en væg, evnt i et udstillingslokale, vil han uvilkårligt søge mere i hvad han ser end den blotte konstatering af et stykke tegnepapir – en kunstnerisk mening – hensigt idet han overfor det medbringer sin forestilling om kunst.
3. Han vil da når den første konstateringsfase er overstået skærpe sin opmærksomhed overfor alle detaljer i papiret: dets format – (evnt i forhold til vægarealet det er placeret på) – form, dets stoflighed (ru eller glat overflade f.eks), fladens ujævnhed visse svage folder, buler o.l, et evnt. fabrikationsstempel, dets ophængningsmekanik: tegnestifter, nåle, søm. I sin søgen efter en mening vil beskueren være opmærksom (grundet på den tilsyneladen tomhed) alt. Dette at der tilsyneladende intet er udover et stykke tegnepapir vil altså i usædvanlig grad styrke hans opmærksomhed overfor selve tegnepapiret indtil mindste detalje.
Da der ikke er gjort andet ved tegnepapiret end at det er placeret på væggen, der er ikke tegnet på det, f.eks det er ikke på nogen måde bearbejdet – vil beskueren ikke kunne nå til anden konklusion end: et ark hvidt tegnepapir af den og den størrelse, placeret på væggen i den og den position, på den og den måde (ophængt ved hjælp af nåle – tegnestifter o.s.v) beskueren må med andre ord opgive den forestilling af hun/han står overfor et billede i det hvad han ser modsiger denne forestilling og ikke fører ham udover begrebet – objektet: tegnepapir.
Således er det selvfølgelig muligt at anvende ethvert objekt som et opmærksomhedsfelt, men tegnepapiret har den fordel fremfor andre objekter at det ifølge hele sin funktionelle natur er neutralt, og således udelukker de fleste afvigende fortolkningsassociationer.
De mindste ændringer i tegnepapiret: folder, krølninger, fingeraftryk, falming, ridser, huller, pletter – o.s.v vil uundgåeligt bliver billeddannende idet den hvide tomme flades neutralitet vil opforstørre sådanne tilføjelser.
Hvad er det man vil gøre opmærksom på – demonstrerer – med at placerer et hvidt tegnepapir foran en beskuer?
1. Modsige – modarbejde beskuerens forestilling om at hun/han står overfor et billede.
2. Få beskueren til at erkende at stå overfor en ting (tegnepapir).
3. Indse at han/hun ikke står overfor et udtryk, kunstværk, men en realitet af samme beskaffenhed som alle andre realiteter.
4. Kunstmyten frosset ned til dette ene at SE, tilmed at se noget som ikke er særlig interessant og som ikke byder mange muligheder for synsstimulans.
Der er med andrer ord ikke meget at se på, men alene at SE.
5. Ønsker beskueren at der skal være mere at se (være et udtryk, en mening en hensigt, en meddelelse i det han ser på) kan dette ønske alene opfyldes af ham selv, ikke af hvad han ser på, han/hun må etablerer hele sin egen imagination. Han/hun overlades til sig selv.
2. Få beskueren til at erkende at stå overfor en ting (tegnepapir).
3. Indse at han/hun ikke står overfor et udtryk, kunstværk, men en realitet af samme beskaffenhed som alle andre realiteter.
4. Kunstmyten frosset ned til dette ene at SE, tilmed at se noget som ikke er særlig interessant og som ikke byder mange muligheder for synsstimulans.
Der er med andrer ord ikke meget at se på, men alene at SE.
5. Ønsker beskueren at der skal være mere at se (være et udtryk, en mening en hensigt, en meddelelse i det han ser på) kan dette ønske alene opfyldes af ham selv, ikke af hvad han ser på, han/hun må etablerer hele sin egen imagination. Han/hun overlades til sig selv.
