Albert Mertz
21. okt. 1974
21-10-74
Realiteten er retangel delt mere end to sammenføjede kvadrater.
nedefter standser den af jordfladen / opefter er midterlinien uendelig
___________________________________________________________
___________________________________________________________
Retangel
højde halvdel af bredde.
højde halvdel af bredde.
To delingsmuligheder
1. Tegnet lodret midterlinie.
2. Foldning af fladen (papir!) på midten.
___________________________________________________________
1. Tegnet lodret midterlinie.
2. Foldning af fladen (papir!) på midten.
___________________________________________________________
1. Retangulær flade, højden halvdelen af længden således at det dannes af 2 kvadrater.
Denne retangulære flade er materiel: pap, papir, træ, lærred, o.s.v - o.s.v - er altså ingen abstraktion – ingen tænkt størrelse, men en real.
Bestående som den gør af to lodrette og to vandrette begrænsede sider er den indenfor disse en enhed – sig selv. Denne selvstændighed adskiller den i større og mindre udstrækning fra om-givelserne det som er uden om den det miljø den er placeret i o.s.v
Placeret på en væg, selv en væg der har omtrentlig samme f.eks hvide farve, vil den adskille sig fra væggen være noget andet end den.
___________________________________________________________
Denne retangulære flade er materiel: pap, papir, træ, lærred, o.s.v - o.s.v - er altså ingen abstraktion – ingen tænkt størrelse, men en real.
Bestående som den gør af to lodrette og to vandrette begrænsede sider er den indenfor disse en enhed – sig selv. Denne selvstændighed adskiller den i større og mindre udstrækning fra om-givelserne det som er uden om den det miljø den er placeret i o.s.v
Placeret på en væg, selv en væg der har omtrentlig samme f.eks hvide farve, vil den adskille sig fra væggen være noget andet end den.
___________________________________________________________
2. Den er en firkanten form på en anden firkanted form – væggen.
Lad os, som det er sædvanligt forekommende forudsætte at væggen er en del af et Rum. Så ophører væggens firkant form at være noget i sig selv men er en organisk del af fire andre vægge der tilsammen danner rummet.
Den retangulære form er altså placeret i et rum. Afhængig af retanglets størrelse i forhold til hele rummet subsidiært det vægareal det er placeret på påvirker rummet og retanglet hinanden, har i det mindste en indflydelse rent perceptivt på hinanden via beskueren der betragter retanglet og rummet og vice versa.
Begrænset alene af rummes dimensioner(gulvfladens areal) er der adskillige muligheder for beskuerens afstand fra/til og synsvinkel på den på rummets væg placerede firkant.
Det indebære af retanglet udover sin i centimeter reelle målelige størrelse (der i forhold til den direkte percepterede størrelse er en konvention) ikke, beskuerens bevægelighed taget i betragtning, ikke har, eller kan have een bestemt størrelse. Det vedbliver stort set, udelader man f.eks de perspektiviske forskydninger forskellige synsvinkler kan medfører, at være et retangel (det er ikke – trekant – cirkel f.eks – det er helt åbenlyst) at være et retangel men – afhængig af beskuerens position i forhold til det bliver det et større eller mindre retangel og som ovenfor nævnt hvor lille afhængig af gulvarealets udstrækning. Men – hvor stort har intet at gøre med dette for selv et retangel der omtrentlig er på størrelse med en tændstikæske vil kunne føres så tæt indpå synsfeltet at det dækker det hele og således er stort – udelukkende hvad det omgives af. Det betyder for det første at et sådant retangel altid kan blive synsmæssigt lille, men at det også kan blive så synsmæssigt stort at det udelukkende alle omgivelser er den eneste genstand synsfelted omfatter – at det derfor er muligt (altid!) at se det alene som sig selv.
Drejer det sig om et hvidt ark papir kan man med vished sige jeg ser kun et stykke hvidt papir. Dette hvide papirark kan altså gøres uafhængig af det rum hvori det er placeret.
Med andrer ord det hvide papirark vedbliver at være et hvidt papirark hvor det end placeres.
Lad os, som det er sædvanligt forekommende forudsætte at væggen er en del af et Rum. Så ophører væggens firkant form at være noget i sig selv men er en organisk del af fire andre vægge der tilsammen danner rummet.
Den retangulære form er altså placeret i et rum. Afhængig af retanglets størrelse i forhold til hele rummet subsidiært det vægareal det er placeret på påvirker rummet og retanglet hinanden, har i det mindste en indflydelse rent perceptivt på hinanden via beskueren der betragter retanglet og rummet og vice versa.
Begrænset alene af rummes dimensioner(gulvfladens areal) er der adskillige muligheder for beskuerens afstand fra/til og synsvinkel på den på rummets væg placerede firkant.
Det indebære af retanglet udover sin i centimeter reelle målelige størrelse (der i forhold til den direkte percepterede størrelse er en konvention) ikke, beskuerens bevægelighed taget i betragtning, ikke har, eller kan have een bestemt størrelse. Det vedbliver stort set, udelader man f.eks de perspektiviske forskydninger forskellige synsvinkler kan medfører, at være et retangel (det er ikke – trekant – cirkel f.eks – det er helt åbenlyst) at være et retangel men – afhængig af beskuerens position i forhold til det bliver det et større eller mindre retangel og som ovenfor nævnt hvor lille afhængig af gulvarealets udstrækning. Men – hvor stort har intet at gøre med dette for selv et retangel der omtrentlig er på størrelse med en tændstikæske vil kunne føres så tæt indpå synsfeltet at det dækker det hele og således er stort – udelukkende hvad det omgives af. Det betyder for det første at et sådant retangel altid kan blive synsmæssigt lille, men at det også kan blive så synsmæssigt stort at det udelukkende alle omgivelser er den eneste genstand synsfelted omfatter – at det derfor er muligt (altid!) at se det alene som sig selv.
Drejer det sig om et hvidt ark papir kan man med vished sige jeg ser kun et stykke hvidt papir. Dette hvide papirark kan altså gøres uafhængig af det rum hvori det er placeret.
Med andrer ord det hvide papirark vedbliver at være et hvidt papirark hvor det end placeres.
3. Tegnes der nu på midten af dette papirark en lodret linie forvandles det med et fra alene at være et papir til nu også at blive en forestilling om papiret delt i to ligestore dele. Denne deling er jo ikke real – papiret er stadig materielt set udelt, men den indtegnede linie danner den forestilling (abstraktion) at det er delt. For øjet dannes nu yderligere en tredie lodret linie foruden de to reelle lodrette grænser. Denne midterlinie er påført papiret med et afsmittende stof i farve, bly, pen – et stof ligeså materielt realt som papiret, men ikke tilhørende dettes egen materialitet. Der er kort sagt opstået et billede på/af en deling af papiret, men den har ikke realt fundet sted.
Den eneste mulighed for at dele papiret i to halvdele uden at bryde dets identitet er ved simpelthen at folde det sammen på midten så der i det opstår en folded lodret midterlinie.
Den eneste mulighed for at dele papiret i to halvdele uden at bryde dets identitet er ved simpelthen at folde det sammen på midten så der i det opstår en folded lodret midterlinie.
4. Så er der ikke længere tale om forestillingen om en deling, men deling har virkelig fundet sted.
Hvorfor er dette nu så vigtigt?
Fordi – i det øjeblik papiret deles i to halvdele ved at indtegne en lodret midterlinie på dels flade camouflerer man papirets materielle identitet med et tegn (indførelse af et andet materiale) der ikke er placeret der via sin materialitet, men alene for at skabe forestillingen om en deling hvorved man forlader realiteterne og bevæger sig ind i en verden hvor tingene ikke længere har nok i at være hvad de er, men skal repræsenterer noget andet end sig selv.
Hvorfor er dette nu så vigtigt?
Fordi – i det øjeblik papiret deles i to halvdele ved at indtegne en lodret midterlinie på dels flade camouflerer man papirets materielle identitet med et tegn (indførelse af et andet materiale) der ikke er placeret der via sin materialitet, men alene for at skabe forestillingen om en deling hvorved man forlader realiteterne og bevæger sig ind i en verden hvor tingene ikke længere har nok i at være hvad de er, men skal repræsenterer noget andet end sig selv.
