Albert Mertz
30. mar. 1973
30-3-73.
“R+B”
Det er muligt at hvis man ser helt bort fra enhver teoretisk overvejelse og helt enkelt bruger “R+B” som det den er: et rødt og et blåt kvadrat sat sammen, vil man opnå den frihed man søger.
Man kan dertil give følgende grunde:
1. Fordi man ikke er interesseret i farven som kolorisme.
2. Og som følge deraf ikke interesseret i et ustandseligt valg mellem farveskalaens forskellige muligheder.
3. Begrænser man, til stadighed, sin brug af farve til “R+B” har man: farve – farveforskellen – sort og hvid – koldt og varmt – tungt og let –. Kort sagt man har hvad man har brug for når man ikke er interesseret i farven som expressivt koloristisk fænomen, men alene som selve farvebegrebet.
Man har med “R+B” noget der er konstant fra gang til gang.
Men – “R+B” ser i evident grad ud som kunst den består alene af form (kvadraterne) og farve (den røde – den blå-) med andre ord af bestandele fra malerkunstens elementære formalistiske arsenal.
“R+B” repræsenterer, omend altså i sin elementæreste form, malerkunsten ligegyldig i hvilke sammenhæng man end lader den optræde. Eller – er der mulighed for at den alene repræsenterer er, to farver – to geometriske former?
Denne mulighed er i højere grad tilstede hvis man bruger den som emblem d.v.s som noget der er sig selv således som de andre genstande den stilles sammen med er det. I det øjeblik “R+B” optræder som hele billedet, altså – alene, nærmer den sig i højere grad maleriet.
Det kan ikke undgås at “R+B” f.eks påført et avisbillede, en reklame, eller anden i forvejen bearbejdet grund, optræder som en bemaling i lige så stor udstrækning som bemalingen af et hvidt lærred. Altså - repræsenterende malerkunsten i forhold til det fundne billede eller objekt.
Virker “R+B” da ikke som en bindende forbindelse til tidligere malerisk aktivitet? En unødvendig klods om benet?
Jo – med mindre man kan nå frem til at “R+B” bliver stillet lige med alle andre objekter – at det nok i en vis udstrækning er repræsentant for malerkunsten, men at det anvendes som et objekt hvorved denne repræsentative egenskab har mulighed for ikke alene at formindskes, men helt at forsvinde.
Man kan dertil give følgende grunde:
1. Fordi man ikke er interesseret i farven som kolorisme.
2. Og som følge deraf ikke interesseret i et ustandseligt valg mellem farveskalaens forskellige muligheder.
3. Begrænser man, til stadighed, sin brug af farve til “R+B” har man: farve – farveforskellen – sort og hvid – koldt og varmt – tungt og let –. Kort sagt man har hvad man har brug for når man ikke er interesseret i farven som expressivt koloristisk fænomen, men alene som selve farvebegrebet.
Man har med “R+B” noget der er konstant fra gang til gang.
Men – “R+B” ser i evident grad ud som kunst den består alene af form (kvadraterne) og farve (den røde – den blå-) med andre ord af bestandele fra malerkunstens elementære formalistiske arsenal.
“R+B” repræsenterer, omend altså i sin elementæreste form, malerkunsten ligegyldig i hvilke sammenhæng man end lader den optræde. Eller – er der mulighed for at den alene repræsenterer er, to farver – to geometriske former?
Denne mulighed er i højere grad tilstede hvis man bruger den som emblem d.v.s som noget der er sig selv således som de andre genstande den stilles sammen med er det. I det øjeblik “R+B” optræder som hele billedet, altså – alene, nærmer den sig i højere grad maleriet.
Det kan ikke undgås at “R+B” f.eks påført et avisbillede, en reklame, eller anden i forvejen bearbejdet grund, optræder som en bemaling i lige så stor udstrækning som bemalingen af et hvidt lærred. Altså - repræsenterende malerkunsten i forhold til det fundne billede eller objekt.
Virker “R+B” da ikke som en bindende forbindelse til tidligere malerisk aktivitet? En unødvendig klods om benet?
Jo – med mindre man kan nå frem til at “R+B” bliver stillet lige med alle andre objekter – at det nok i en vis udstrækning er repræsentant for malerkunsten, men at det anvendes som et objekt hvorved denne repræsentative egenskab har mulighed for ikke alene at formindskes, men helt at forsvinde.