18. sep. 1972

Hvad vil man med denne næsten totale udtryksløshed?
Sålænge der er en struktur – sålænge der er farver og selvom de fra produkt til produkt er identiske sålænge er der noget at se på – noget at percepterer – hvilket betyder at der stadig er mulighed tilstede for en conceptionel fortolkning af perceptionen – så udtryksløsheden – manglen på expressivitet er kun betinget.
Da der ikke er andet (at se) end de to sammenføjede kvadrater rød og blå vil det være den geometriske struktur og de elementaristiske farver alene – man vil opfatte. Farverne vil ved deres elementære renhed være dominerende i sig selv stærkt expressive. Dette må uvilkårligt føre til en opfattelse (hos beskueren) af at farven er produktets “indhold” – at der er en “mening” med netop de to farver ud over hvad de berettiger til.
Dette, og andre forhold vil bevirke at forestillingerne omkring produktet alene vil bevæge sig omkring malerkunst – altså en speciel teknik indenfor kunsten – og at de konklusioner disse forestillinger vil føre til sandsynligvis i sidste ende vil være at ren teknisk/formalistisk beskaffenhed. d.v.s den rent sproglige formulering.
Da jeg ikke mener, eller i det mindste ikke er sikker på, at kunst er baseret på et sprog og i særdeleshed ikke et specielt som malerkunsten, vil det “R+B” produkt give udtryk for en opfattelse der ikke er min og ikke ideens udgangspunkt. Det er sikkert det som skaber konflikten og det punkt jeg er laast fast i. Det er altså ikke malerkunst jeg vil – men kunst.
Hvad jeg mener kan måske præciseres med et eksempel: der er for øjeblikket her i Paris en Georges de La Tour udstilling – den er betagende. Denne betagelse skyldes den alene det sprogligt formalistiske – malerkunsten? Naturligvis er elementer som formen og farven - o.l. egenskaber som gør sig stærkt gældende hos La Tour – men, jeg tror ikke de er det afgørende – hvad er da det afgørende? Jeg tror det er den rolle de forskellige genstande og personer spiller i det totale billedindtryk. Jeg tror ikke det er ligegyldigt at La tour viser netop de genstande netop den belysning af interiør og personer, netop den positur – holdning af deres skikkelse. Jeg tror disse ting betyder noget udover hvad de kan begrundes (alene) ved form og farve – af hvordan – jeg tror hvorfor er vigtigere. Disse genstande i billedet lyset på stolen – stolen – bøgerne – dødninge hovedet – chemisen – kvinden der bærer den hendes frisure – hende holdning – hendes beskæftigelse (kvinde fanger loppe) altså fænomener der ikke entydigt tilhører maleriets sproglige område, men simpelthen verden – udenfor dette specielle område. Disse genstande – fænomener og personer først sammen i billedet, deres fremstilling ved hjælp af form og farve (altså en teknik) har en betydning som er speciel – ja enestående for netop dette billede – de får og har en anden, en extra, betydning end den de har udenfor dette specielle billede.
Modernismen har haft en udtalt tendens til at vurderer ældre kunst udfra modernismens æstetik glemmende at det, f.eks i La Tours tilfælde, var den tids kunstners hovedformål at fremstille en tanke, en følelse oftest af religøs art. Denne følelse denne tanke havde ikke sit center i det sproglige formalistiske – MEN – i tanken og følelsen sproget var midlet – teknikken.
Konklusionen må blive at hvad kunstneren beskæftigede sig med, hvad han ville ikke specielt var malerkunst – men kunst – d.v.s et bestemt følelses og tankemæssigt område som fremstillede og viste ting og fænomener i en anden dimension end den hvori den ordinært optrådte – og altså endnu engang ikke en dimension der alene opstod af og var afhængig af begrebet malerkunst.
Det er derfor jeg nu i dette hæfte no 11 af mine teoretiske overvejelser angående “R+B” faktisk må erkende at jeg med denne proposition er inde på et spor som fører mig i stik modsat retning af den ønskede.
Jeg må være klart opmærksom på at min tankemæssige konflikt er opstået af at jeg med “R+B” har troet jeg kunne løsrive mig fra maleriets sproglige æstetik gennem en anvendelse af maleriets teknik, men man kan ikke anvende en teknik uden at blive afhængig af dens særart – den betingelser – hvor meget man end forsøger.
Jeg er næsten sikker på at det igennem flere år, dels bevidst, dels ubevidst har været mit ønske at løsrive mig fra malerkunstens specielle, og for mig hæmmende - begrænsende, betingelser og arbejde mig hen mod et mere ubegrænset kunstnerisk område – da jeg jo altid har anset selve den kunstneriske virksomhed for vigtigere end kunstens forskellige kategorier og specialiteter.
Men – jeg tror ikke dette bør bevirke at jeg med et hug skal afskrive ethvert arbejde med “R+B” med tværtimod fører den ud i den spids af konsekvens hvor den af sig selv lukker sig.