29. jul. 1974

To kvadrater: et rød - blåt, et sort - et gråt, et okker - violet, et grønt - et orange, et brunt - et gult, o.s.v vil alle i kraft af farvernes forskellighed – forskellen mellem rød - blå – violet - gul – sort - orange o.s.v vil være ligeså mange selvstændige “enestående” tilfælde – selv hvis man fremstiller en serie med samme farvepar f.eks Rød - blå – til hvert enkelt led i denne serie være selvstændigt – ulig – de andre led. To identiske objekter vil vil altid trods identiteten være to selvstændige objekter – alene tallet – to – udgør denne forskel.
Men – forskellen f.eks i farvepar (rød - blåt – violet - gult) kan aldrig blive en kvalitetsforskel da man ikke med den mindste sandsynlighed kan hævde at det ene farvepar er bedre, mere værdifuldt end det andet.
Dette må betyde at valget af farvepar (farver) ikke med nogen berettigelse kan tillægges en værdi (betydning), men i princippet må være tilfældigt.
Udfra denne konklusion må man så stille spørgsmålet om en sådan (tilfældig) fremstilling af forskellige farvepar kan danne et tilstrækkeligt tilfredsstillende arbejdsgrundlag.
Konsekvensen er jo at man kun fremstille en uendelig række af sådanne farvepar, ja for den sags skyld lade hvem som helst fremstille dem.
__________________________________________________________

Selvom det på en vis måde kan føles idiotisk at arbejde med denne Rød + Blå (elle andre farver) kvadratstruktur tror jeg man skal blive ved.
Der må være en årsag til at man fortsat tiltrækkes af denne struktur, eller rettere ideen der har ført til den.
Dens enkelthed man kan enda tale om tomhed fattigdom betvivler at man tvinges til at udelukke alle andre elementer der er simpelthen ikke plads til andet end de to farver og de to kvadrater det er dem man hele tiden tvinges til at tage stilling til – f.eks ved ustandselig at stille spørgsmålet:
hvorfor netop de to farver,
hvorfor netop det materiale,
hvorfor netop den størrelse,
hvorfor netop denne struktur – o.s.v Man tvinges således til hele tiden at gøre sig hvad man gør – og hvorfor.
Tidligere bekymrede det mig meget at hele strukturen så åbenbart udelukkende bestod af bestandele fra malerkunsten, det anser jeg ikke nu for at være så væsentligt, selvom jeg stadig er opmærksom på den fare som ligger i at strukturen kan opfattes som havende lighedspunkter med f.eks J. Albers. Dette må jeg forsøge at afværge ved en omvendelse af strukturen der gør det åbenlyst at det f.eks ikke er de to farvers indvirken på eller forhold til hinanden der er sagen at det hellerikke er deres koloristiske egenskaber som er af betydning.
En måde dette kan afværges på er jo fra produkt til produkt at anvende det samme farvepar (R+B) skiftes der mellem forskellige farvepar bliver dette straks meget meget vanskeligere.
Det er vigtigt at være opmærksom på om de valg man foretager er baseret (i større eller mindre udstrækning) på rent malerisk æstetiske kriterier og hvilke muligheder man har for at undgå disse.
Det er evident at når jeg, som idag, med filtpen laver en serie hvor jeg arbejder med arteficielle farvepar – lyserød – orange – violet – det jeg kalder sodavandsfarver så nytter det ikke at hævde at farven er uden betydning for det er jo netop den jeg går udfra og arbejder med. Arbejdshypotesen i dette tilfælde må da være hvad kan man vise med disse sodavandsfarver? Kan man via dem fremlægge noget af den industrialiserede arteficielle farves neutralitet?
Af angst for at havne i det dekorativt malerisk æstetiske (Nolan Stella) må man ikke udelukke den mulighed at der kan være egenskaber ved farven (andre en de koloristisk æstetiske) som man kan anvende. I så fald må man hele tiden være opmærksom på at man gør det modsatte med farven end hvad f.eks det amerikanske Colourfield maleri gør. Man må i virkeligheden betræbe sig på at gøre alt det som anses for forkert (af f.eks formalistkritikere som Grenberg og Fried) ligesom man må være på vagt overfor den besnærelse der ligger i enhver brug af farven selv om man bestræber sig på at gøre den “grim”.