13. nov. 1973

Hvad jeg skrev igår aftes vil jeg ikke modsige idag, teoretisk er synspunktet rigtigt, men nu sidder jeg her og skal påbegynde dagens arbejde og det kribler i mig for at prøve endnu en række variationer. En nysgerrighed efter at se hvordan den og den variation vil fungerer. Denne situation er altså virkeligheden kontra teorien. Teoretisk er synspunkterne fra igår iorden, men selv om de taler imod hele variationsfænomenet, udrydder de ikke i mig trangen til at arbejde med disse variationer.
Hvad ligger der bag denne nysgerrige trang til at prøve variationerne? Selve den kendsgerning at “R+B” kan komme til at se forskellig ud, selvom denne forskellighed, teoretisk set er betydningsløs, er fascinerende. Den er trods alt udtryk for en tankegang, at tankeforløb – dette at muligheden for variation – forskellighed – er tilstede indenfor dette begrænsede område, selvom det så i sidste ende kun er en demonstration af denne mulighed.
Hvilke betydning er det forøvrigt man efterlyser?
Ordet betydning – kommer af ordet tydning – hvilket vil sige at man tyder en mening i et tegn, et sprog, men da jeg som tidligere nævnt ikke har noget jeg vil udtrykke, ikke nogen meddelelse, er der jo simpelthen ikke noget at tyde. Jeg forsøger tværtimod at tømme “R+B” for enhver betydning, enhver funktion som tegn – symbol, forsøge at fremstille – demonstrerer en realitet der alene er forskellig fra andre realiteter ved at forsøge at være en kunstnerisk realitet, noget der, som Carl Andre har udtalt, ikke ville eksisterer hvis jeg ikke fremstillede det. 

“A man climbs a mountain because it is there: a man makes a work of art because it is not there” 

                                                      Carl Andre.
__________________________________________________________

Måske er farven i sig selv for expressionistisk?
De elementære farver: RØD - GUL - BLÅ - VIOLET - GRØN - ORANGE - er i deres yderste renhed af stor perceptionsstyrke. Det er næsten uundgåeligt at de dominerer enhver struktur, de fungerer bedst i forbindelse med rene geometriske strukturer.
Ved den voldsomhed for disse seks elementærfarver en effektlignende expressivitet, effektlignende fordi de i og forsig ikke er expression for andet end sig selv.
Enhver farve har en iboende irrealitet som er en del af farvens væsen. Der er på samme tid noget meget nærværende ved farven og noget meget fraværenden abstrakt.

“The fact that color conveys strong expressions is udisputed”

                                                           Arnheim.

“the effect of color is much too direct and spontaneous to be only the product of an interpretation attached to it by learning”

                                                            – ibid –

“I have already refered to the tendency of colors of long wave lengths, such as red, to appear closer to the observer whereas blue surfaces seem to die further away”

                                                            – ibid –

“Goethe, for example, believed that yellow and were the only colors capable of complete purity, whereas red always had an admixture of yellow or blue.”

                                                            – ibid –
__________________________________________________________

Derfor – selvom strukturen: de to kvadrater er nok så neutral er det Rødt og Blåt som dominerer perceptionen som derved får en tendens mod det expressive.
Desuden er de to farver så “skrappe” sammen – at de trætter øjet – idet de modarbejder hinanden. Dette er måske også medvirkende til et expressivt indtryk.

                                                     _______________

Tilstedeværelsen af farven forlener propositionen med noget irrealt, nærmest expressivt, hvorved strukturens neutralitet i et vist omfang forstyrres. 
Selvom elementerne er så enkle som det næsten er muligt: to symmetriske kvadrater, to rene elementærfarver opstår alligevel, fortrinsvis via farverne et irrealt element – total indtrykket bliver ikke neutralitet – mere en vis pågående optisk uro.