24. mar. 1972

Renheden – neutraliteten – er vel det som tiltaler mig ved “R+B” ideen. Kvadratet er neutralt – farverne er kun sig selv – kan vanskelig defineres ved andet end Rødt – Blaat – ogsaa rektanglet er forholdsvis neutralt omend ikke i samme udstrækning som kvadratet.
Midterlinien – mødet mellem de to farver er det eneste der kan opfattes som et expressivt punkt.
Min dragning mod dette projekt forklares til en vis grad af følgende: However, the third point of Beuys’ programme, that of living art as a way of life and as a model to others, is a thing of the past.                                                                                                    _________

“The proof that art is more than just art, more than an end in itself, has been demanded everywhere, and everywhere has failed to materialize”.
                                                                     
                                                                   Georg Jappe
                                                                  (Studio International
                                                                   Feb: 72)
                                                                _______________

Dette at man nu maa akcepterer den kendsgerning at hvis kunst overhovedet skal have nogen “berettigelse” i en menneskelig sammenhæng maa det være som kunst og ikke som alt muligt andet.
Vanskeligheden eller det ømtaaelige, ved dette standpunkt er at man samtidig med at hævde og understrege kunsten integritet, er interesseret i at nedbryde – destruerer kunsten som værdimaal, autoritet, institution. Derfor kan der ikke være tale om god og daarlig kunst, om hvad der er godt er kunst, hvad der er daarligt er ikke kunst, men alene om definitionen af et ganske bestemt omraade – Kunsten’s.
Kunst kan bl.a defineres som en ganske bestemt aktivitet – og ikke som et specifikt sprogligt omraade.
Derfor er det sikkert forkert naar jeg i “R+B” har arbejdet med variationen de to farver imellem, eller i form af en stoflig materialemæssig forskellighed – det er at lægge tyngden paa selve perceptionen og ikke paa tanken. Men dette er formodentlig en sidste rest af min tilknytning til begrebet Malerkunst.
Konklusionen bliver da man af man maa gentage det samme “R+B” om og om igen, men i det øjeblik man akcepterer denne konklusion gaar absurditeten i en saadan handling op for en. I hele sin absurditet opløser en saadan handling egentlig sig selv. Spørgsmaalet er, kan man blive i absurditeten samtidig med at den naar udover sig selv og bliver funktionsdygtig? Holder man fast ved at variationen i den ene eller anden skikkelse er et uvedkommende levn for malerkunsten bliver der ikke meget andet tilbage end spørgsmaalet om hvor de to farvekvadrater placeres – maaske enda om hvornaar. Dette føre uvilkaarligt over i rumlige, objektmæssige, miljømæssige, overvejelser. Hvor i et rum f.eks og i Hvilket rum, som fladt objekt d.v.s “billede” som rumligt d.v.s bemalet objekt, paa en udstilling i et galerie, paa gaden, i stuen, som rumlig udsmykning o.s.v.
Skal det være en enkelt ting eller mange – det ene eller mængden? Og hvordan i forhold til ens øvrige aktivitet? Og hvordan paavirker alle disse forhold den enkelte ting?
Resultatet af dette maa blive at man ikke kan lave en produktion i atelieret, men at man udfra hver enkelt aktuel situation maa tage stilling til hvordan “R+B” skal produceres og præsenteres – i hvilke materiale i hvilke “form” i hvilke størrelse, i hvilke mængde. Dette forhindre ikke at man indimellem de aktuelle situationer kan arbejde (gennemtænke) visse sandsynlige muligheder.