9. okt. 1971

Den røde erstattes for øjeblikket med sort. En række sort-blaa billeder hvor de har to farver dels er varieret i forhold til hinanden dels i forhold til serien — de er f.eks gjort lyse — mørke — varme — kolde.
En saadan række, serie af strukturmæssigt ens billeder, men med varieret farve indenfor den og den blaa’s muligheder hvad viser de – udover at de er variationer indenfor et givet tema? Variationen ophører med at være en variation i det øjeblik den ikke er led i en kæde som udgør en serie – eller hvis beskueren ikke ved at der findes andre udgaver af det tema det enkelte billede de staar overfor viser.
Der kan ikke gives noget tilfredsstillende svar paa spørgsmaalet: har variationen en mening – betydning? Det har den ikke ud over at variationen konstateres, at den er i funktion. Man kan varierer eller lade være – mere er der ikke at sige om den ting.
Hvis man varierer hvorfor gør man det saa? Der kan ligge en udfordring til den menneskelige opfindsomhed – fantasi – tænkning i, udfra et givet og meget snævert materiale at kunne udnytte, afdække, fremvise alle dette materiales muligheder. Den ene variation, d.v.s det ene forslag er ikke værdifuldere end et andet det er blot forskelligt fra det andet.
Som det tidligere har været omtalt har variationen flere virkefelter. Man kan skabe tydelige variationer billederne imellem, man kan ved en multiplikation af nøjagtig det samme billede skabe en variation som uvilkaarligt opstaar ved umuligheden af præcist at konstatere at alle seriens billeder er helt identiske. Det samme billede i forskellige omgivelser, under forskellige situationer kan ændre sig i forhold til disse fænomener.
Tænker man sig nu at beskueren staar overfor eet af seriens billeder uden kendskab til at der findes dubletter, eller variationer af dette ene vil hans opfattelse og forestilling af/om dette ene billede være af en helt anden karakter – han vil betragte det i længere tid end hvis han vidste det var en del af en enten forud eller fremtidig gældende serie – han ville betragte det som en individuation. Konklusionen maa blive at variationen ikke kan have anden mening end den at være variation.
Men — hvorfor er den røde udskiftet med sort? Simpelthen fordi den sorte og den blaa ikke kontrasterer saa voldsomt som rød og blaa. Hvis man vil udnytte den kontrastkomplementaritet som ligger i rød og blaa sammen maa man drive den frem til en OP-virkning saaledes at de ophæves som farve — Det der søges efter via denne idee er ikke en farveproblematik, men tværtimod at prøve paa at komme væk fra farven. Ogsaa derfor er den røde erstatted med sort — den var i alarmerende høj grad farve. Bagved hele ideen ligger ønsket om at kunne fremstille en tilstedeværelse der er farveløs.
Hvorfor?
Fordi farve brugt i kunst har saa lang en tradition bag sig at den ikke kan undgaa at være behæfted med tankeforbindelser (farveklang — kolorisme — stoflighed — lysstyrke — tæthed — o.s.v) der skygger for den egentlige hensigt med ideen.
Og hvad er saa hensigten med “R+B”-ideen? Den er bl.a ikke at fortælle noget hverken om farve eller form, men om at gøre noget tilstedeværende. Uden frivillige eller ufrivillige expressionistiske momenter.
Det er muligt at et billede og den deraf følgende billedstruktur ikke er løsningen paa denne problematik, men før en anden mulighed viser sig er det den eneste mulighed. I denne forbindelse har jeg i længere tid overvejet tegningen den grafiske fremstilling. 
Alain Kirili har her været inde paa interessante tanker om nutidens udbredte brug af grafiske diagrammer – kurver – kort – o.s.v – og selvom jeg ikke forstaar Darbowens hulstrukturexperimenter berøre de noget i denne forbindelse interessant. 
Men hvordan bruge tegningen – den grafiske fremstilling?  

At flytte rundt paa medianen er temmelig udsigtsløst.