Albert Mertz
4. okt. 1971
4-10-71
I al den tid jeg har arbejdet med “R+B” har forholdet mellem den Røde og Blaa generet mig paa den maade at den Røde blev for skrap og den blaa for tung og mørk — paa et lille billede (mit første R+B) fra 48 er de to farver jævnbyrdige. Naturligvis er dette et overvejende tekniske spørgsmaal, men det viser paa den anden side at bare at bruge en (tilfældig!) Rød og blaa ikke rækker da enten den ene eller anden farve faar overtaget og derved gør hele billedet expressionistisk — d.v.s. ser ud som det var af betydning at farverne var forskellige at der var indført en kontrast bevidst.
Saaledes som dette har generet mig under med “R+B” har det ogsaa generet mig meget at strukturen den geometriske tendens uvilkaarligt rangeres ind under begrebet “Abstrakt” – stilmæssig fortsætter den abstrakte akademisme. Til trods for strukturens yderliggaaende neutralitet er dette sikkert uundgaaeligt. To kvadrater er og bliver to geometriske figurer – en rød, en blaa er to elementærfarver. Utilfredsheden med disse kendsgerninger bevirker maaske at hele strukturen – ideen – er utilfredstillende og derved har lukket sig for videre udvikling.
-------------
Maaske er det hele meget enklere end man gør det. “R+B” bestaar nøgternt set af to kvadrater det ene rødt – det andet blaat – tilsammen danner de et rektangel – det er hvad øjet umiddelbart konstaterer – udover dette hvad er der saa? Hvert individ der staar overfor dette billede danner sig forskellige forestillinger – men vi danner os jo, i forskellig grad, forestillinger om alt hvad øjet møder – den eneste forskel paa dette objekt og andre objekter er maaske at dette tilhører og er opstaaet af kunstens omraade – de andre ikke. Man kan lægge en hel masse betydninger i disse to farvede kvadrater – men det kan man jo med ethvert farvet areal.
Det spørgsmaal jeg har lyst til at stille er: om man ikke forsøger at fremkalde en forestilling – en indbildning – en tanke – overfor noget som ikke er befordrende for noget saadan – hvor der er for faa lag at arbejde med afdække – et ingenting?
Det er et ingenting – ihvertfald den yderste neutralitet, og det har da ogsa været formaalet med de “R+B” forsøg – vise at tanken – forestillingen ikke var afhængig eller dirigeret af sansningen – perceptionen – men det bliver i sidste instans, ikke alene en ren formel, men ogsaa er ret kedsommelig affærer. Renhed – tomhed – kan man naa en grænse hvor den bliver igegyldig kedsommelighed. Og som den meste abstrakte kunst havner ogsaa den “R+B” struktur meget let i det rent dekorative.
Paralelt med de “R+B” forsøg har jeg arbejdet med forskellige former for montage (fortrinsvis med Postkort) men hvor jeg følte “R+B” blev for “ren” grænsende til det sterile, synes jeg montagerne blev for “urene” grænsende til det surrealistiske-literærer.
I det ene tilfælde lukkede jeg af for associationerne og i det andet åbnede jeg for dem. I det ene tilfælde kan man fylde alle de forestillinger og tanker man vil i et tomt omraade, i det andet præsenteres man for en række forestillinger — tanker, som kan føre ens egne tanker og forestillinger i alle mulige — umulige retninger. I “R+B” er man fuldstændig overladt til sin egen forestillingsevne hvorimod man i montagerne faa severet en række forestillinger som man saa kan bearbejde med sine egne. Problematikken ligger i disse to områders dualisme. “R+B” udspringer af tanken om at kunst er kunst og intet andet, og et ganske specielt omraade (jvnf. Ad Reinhardt). Montagernes idee er forsaavidt den samme — men med den forskel at alt — ligegyldigt hvad man vælger kan føre til det kunstneriske omraade — at dette omraade skal findes og være i livet selv.
Det ene aabner sig det andet lukker. “R+B” har den fejl at den meget let, næsten af sig selv ender i dekoration — æstetik — formalisme — Montagen den at der uvilkårligt medfølger en mængde, kunsten uvedkommende elementer. Men — hvem kan afgøre hvilke elementer der er kunsten uvedkommende og hvilke vedkommende? Det kan kun afgøres gennem troen paa et dogme (og det var jo denne tro Ad Reinhardt besad) — troen paa at dogmet er sandt og alt udenfor usandt. Denne skræk som jeg gennem mange aar har næret for associationer og mangetydige forestillinger og tankeforbindelser, er det mon ikke en angst for at erkende sin egen forvirring og dualisme — ? Sikkert – selvom det ogsaa er et ønske om at tage tingene for hvad de er og ikke gøre dem til symboler af f.eks personlig expressionistisk art. Man kan vist roligt gaa udfra at de tanker og forestillinger man selv gør sig om de elementer man bruger i en montage aldrig naar beskueren, men at man simpelthen fremstiller en tilstedeværelse — en materialitet (som ikke var tilstede i forevejen) som tilskueren så (nøjagtig som i “R+B”tilfældet) danner sig sine egne forestillinger udfra. I “R+B” er der tale om den yderste reduktion i montagerne om en ophobning. Maa konklusionen af disse overvejelser blive at den “R+B”idee er udtømt? Lige for øjeblikket kan jeg ikke komme videre med den — men, maaske allerede i morgen — vil den vise nye muligheder.
___________________________________________________________
Saaledes som dette har generet mig under med “R+B” har det ogsaa generet mig meget at strukturen den geometriske tendens uvilkaarligt rangeres ind under begrebet “Abstrakt” – stilmæssig fortsætter den abstrakte akademisme. Til trods for strukturens yderliggaaende neutralitet er dette sikkert uundgaaeligt. To kvadrater er og bliver to geometriske figurer – en rød, en blaa er to elementærfarver. Utilfredsheden med disse kendsgerninger bevirker maaske at hele strukturen – ideen – er utilfredstillende og derved har lukket sig for videre udvikling.
-------------
Maaske er det hele meget enklere end man gør det. “R+B” bestaar nøgternt set af to kvadrater det ene rødt – det andet blaat – tilsammen danner de et rektangel – det er hvad øjet umiddelbart konstaterer – udover dette hvad er der saa? Hvert individ der staar overfor dette billede danner sig forskellige forestillinger – men vi danner os jo, i forskellig grad, forestillinger om alt hvad øjet møder – den eneste forskel paa dette objekt og andre objekter er maaske at dette tilhører og er opstaaet af kunstens omraade – de andre ikke. Man kan lægge en hel masse betydninger i disse to farvede kvadrater – men det kan man jo med ethvert farvet areal.
Det spørgsmaal jeg har lyst til at stille er: om man ikke forsøger at fremkalde en forestilling – en indbildning – en tanke – overfor noget som ikke er befordrende for noget saadan – hvor der er for faa lag at arbejde med afdække – et ingenting?
Det er et ingenting – ihvertfald den yderste neutralitet, og det har da ogsa været formaalet med de “R+B” forsøg – vise at tanken – forestillingen ikke var afhængig eller dirigeret af sansningen – perceptionen – men det bliver i sidste instans, ikke alene en ren formel, men ogsaa er ret kedsommelig affærer. Renhed – tomhed – kan man naa en grænse hvor den bliver igegyldig kedsommelighed. Og som den meste abstrakte kunst havner ogsaa den “R+B” struktur meget let i det rent dekorative.
Paralelt med de “R+B” forsøg har jeg arbejdet med forskellige former for montage (fortrinsvis med Postkort) men hvor jeg følte “R+B” blev for “ren” grænsende til det sterile, synes jeg montagerne blev for “urene” grænsende til det surrealistiske-literærer.
I det ene tilfælde lukkede jeg af for associationerne og i det andet åbnede jeg for dem. I det ene tilfælde kan man fylde alle de forestillinger og tanker man vil i et tomt omraade, i det andet præsenteres man for en række forestillinger — tanker, som kan føre ens egne tanker og forestillinger i alle mulige — umulige retninger. I “R+B” er man fuldstændig overladt til sin egen forestillingsevne hvorimod man i montagerne faa severet en række forestillinger som man saa kan bearbejde med sine egne. Problematikken ligger i disse to områders dualisme. “R+B” udspringer af tanken om at kunst er kunst og intet andet, og et ganske specielt omraade (jvnf. Ad Reinhardt). Montagernes idee er forsaavidt den samme — men med den forskel at alt — ligegyldigt hvad man vælger kan føre til det kunstneriske omraade — at dette omraade skal findes og være i livet selv.
Det ene aabner sig det andet lukker. “R+B” har den fejl at den meget let, næsten af sig selv ender i dekoration — æstetik — formalisme — Montagen den at der uvilkårligt medfølger en mængde, kunsten uvedkommende elementer. Men — hvem kan afgøre hvilke elementer der er kunsten uvedkommende og hvilke vedkommende? Det kan kun afgøres gennem troen paa et dogme (og det var jo denne tro Ad Reinhardt besad) — troen paa at dogmet er sandt og alt udenfor usandt. Denne skræk som jeg gennem mange aar har næret for associationer og mangetydige forestillinger og tankeforbindelser, er det mon ikke en angst for at erkende sin egen forvirring og dualisme — ? Sikkert – selvom det ogsaa er et ønske om at tage tingene for hvad de er og ikke gøre dem til symboler af f.eks personlig expressionistisk art. Man kan vist roligt gaa udfra at de tanker og forestillinger man selv gør sig om de elementer man bruger i en montage aldrig naar beskueren, men at man simpelthen fremstiller en tilstedeværelse — en materialitet (som ikke var tilstede i forevejen) som tilskueren så (nøjagtig som i “R+B”tilfældet) danner sig sine egne forestillinger udfra. I “R+B” er der tale om den yderste reduktion i montagerne om en ophobning. Maa konklusionen af disse overvejelser blive at den “R+B”idee er udtømt? Lige for øjeblikket kan jeg ikke komme videre med den — men, maaske allerede i morgen — vil den vise nye muligheder.
___________________________________________________________
jeg lavede engang nogle forsøg hvor jeg brugte et sort og blaat kvadrat istedetfor rødt og blaat. Der skete, synes jeg nu, mere mellem den sorte og den blaa end mellem rød og blaa. Det skyldes vel at sort og blaat, valørmæssigt, ligger saa nogenlunde i samme leje hvorimod Rød og blaa kommer i slags maal, dels valørmæssigt, dels ved deres farvekontrast. Jeg kunne tænke mig at genoptage disse forsøg.
