Albert Mertz
3. okt. 1971
3-10-71
1. Et R og et B lærred med lille mellemrum
___________________________________________________________
Eet lærred delt i en R og B halvdel (kvadrat)
___________________________________________________________
R og B blandet: - violet
___________________________________________________________
Jeg kan ligesaa godt indrømme at mit arbejde med “R+B” fortrinsvis er baseret paa Haabet om at det pludselig vil føre til noget andet — en løsning af en eller anden slags. Det er altsaa ikke selve “R+B” problemet som i første række interesserer mig — det er hurtigt overstaaet — men dette at de repræsenterer den yderste neutralisering — slutfasen paa mit arbejde med billedet. Alene af den grund mener jeg at det, før eller senere maa slaa over i noget andet. Jeg maa ogsaa se i øjnene at hele problematikken i “R+B” udspringer af mit studie af Ad Reinhardt og hans ideer og at en stor del af Daniel Burens holdning kan findes i “R+B”ideen. Det som hele tiden har generet mig ved “R+B” ideen er at den ikke fuldstændig kan undslippe maleriet – maaske var det en løsning at akcepterer dette – men det er hæmmende for øjeblikket. Vanskeligheden bestaar i at jeg ikke kan forestille mig hvad jeg vil, eller kan sætte istedetfor billedet – maleriet.
Alle disse Anti og nonartforsøg tiden er saa rig paa er jo blot gaaet hen og er blevet endnu en akademisme (man saa det tydeligt på Ungdomsbiennalen) og derfor en utilfredsstillende løsning. Paa en eller anden maade er det vel derfor jeg klamrer mig til “R+B”-ideen — her staar jeg dog et sted. At jeg dog ikke kan blive staaende her ret meget længere er jeg ogsaa klar over — mulighederne ikke alene udtømmer, men udpiner sig snart. Jeg søger stadig veje til at variere ideen, men det er sikkert inkonsekvens da det centrale i den jo slet ikke ligger i variationen, men tværtimod i at der ingen variation — forskel — finder sted at perceptionen formindskes — ja næsten ophæves. Og er man naaet dertil er det et spørgsmaal om det hele ikke kun bliver en gentagelse af Buren. Det er altsaa her problemet tilspidser sig – at man maa akcepterer variationsmulighedernes ophævelse. Akcepterer man dette og forsøger at argumenterer for at det samme billede forandre karakter afhængig af forskellige omgivelser – præsentationsformer – o.s.v er man igen lige i hælene ikke alene på Buren, men ogsaa paa perceptionen. Ideens udspring – at identiske udseender placeret i forskellige situationer skaber varierendende opfattelser – conceptioner. Konsekvensen af dette maa være at udseendet er helt ligegyldigt at man kan bruge en hvilke som helst ting der lader sig multiplicerer og derigennem give stødet til de varierende conceptioner. Men – det var ikke hele ideen – en del af den gik ogsaa paa at via billedet var et maleri – udført med haanden ville muligheden for at placerer det i det kunstneriske omraade og via udførelsen en minimal forskel i identiteten mulig. Hvilke betydning kan man tillægge en saadan minimal forskel? Det kan jo ikke blive andet end et perceptionsspørgsmaal – at man ser forskellen.
Hvad mente Ad Reinhardt med dette at gentage det samme billede om og om igen? Givetvis ikke at billederne skulle være fuldstændig identiske — saa havde han formodentlig benyttet sig af en mere kontrollerbar teknik. Mon ikke hans bestræbelser gik i en anden retning? Mon ikke det for ham drejede sig om (det umulige) at skabe et fuldkomment billede — den fuldkomne kunst. Hvis dette var hans hensigt saa var det helt uden betydning hvordan billedet saa ud saa længe det ikke saa ud som alt andet end kunst — saa længe det ikke var expressivt — det han ville var som han selv sagde “male det sidste billede” velvidende at det ville han aldrig naa.
Daniel Buren hævder at det ikke spiller nogen rolle om det er ham selv eller en anden som udfører billedet — det mente Ad Reinhardt ikke, tværtimod hævdede han at hvis en anden malede et billede som saa mage ud til hans ville det være den andens billede og ikke Ad Reinhardts. Ikke at han lagde noget som helst i den personlige expressivitet — tværtimod — men han gik udfra at denne andens situation og problematik nødvendigvis maatte være anderledes — fordi han var et andet menneske. (Ad Reinhardt var for øvrigt ogsaa klar over at der ikke findes noget saa upopulært som kunst som kunst).
Med al denne snak om Ad Reinhardt er jeg naaet dertil at det formodentlig er muligt at udskyde variationen som arbejdstese, og alene lade den optræde som “tilfældighed”— men at det sikkert ikke er muligt at ophæve perceptionen. Kendte man kun hvad AD Reinhardt havde skrevet ville noget væsentligt mangle — billederne — det skrevnes bekræftelse — eller rettere: det skrevne og billederne supplerer hinanden —. Den bekræftelse af det skrevne som Ad Reinhardts billeder er — det er de igennem hvad man ser — perceptionen af den sortes dybde — af at den ikke kun er sort men en sort — et stof — en tilstedeværelse der bevæger sig — er til stede, men ikke alene som perception — men som tanke — kunstnerisk tanke —.
Der er ingen grund til at gøre Ad Reinhardts arbejde om igen — det er ikke hvad jeg vil med “R+B” der jo for øvrigt adskiller sig fra Ad Reinhardt ved at bestaa af to farver — og han fornægtede farven.
For mig er “R+B” et udgangspunkt til hvad — ved jeg ikke.
___________________________________________________________
Eet lærred delt i en R og B halvdel (kvadrat)
___________________________________________________________
R og B blandet: - violet
___________________________________________________________
Jeg kan ligesaa godt indrømme at mit arbejde med “R+B” fortrinsvis er baseret paa Haabet om at det pludselig vil føre til noget andet — en løsning af en eller anden slags. Det er altsaa ikke selve “R+B” problemet som i første række interesserer mig — det er hurtigt overstaaet — men dette at de repræsenterer den yderste neutralisering — slutfasen paa mit arbejde med billedet. Alene af den grund mener jeg at det, før eller senere maa slaa over i noget andet. Jeg maa ogsaa se i øjnene at hele problematikken i “R+B” udspringer af mit studie af Ad Reinhardt og hans ideer og at en stor del af Daniel Burens holdning kan findes i “R+B”ideen. Det som hele tiden har generet mig ved “R+B” ideen er at den ikke fuldstændig kan undslippe maleriet – maaske var det en løsning at akcepterer dette – men det er hæmmende for øjeblikket. Vanskeligheden bestaar i at jeg ikke kan forestille mig hvad jeg vil, eller kan sætte istedetfor billedet – maleriet.
Alle disse Anti og nonartforsøg tiden er saa rig paa er jo blot gaaet hen og er blevet endnu en akademisme (man saa det tydeligt på Ungdomsbiennalen) og derfor en utilfredsstillende løsning. Paa en eller anden maade er det vel derfor jeg klamrer mig til “R+B”-ideen — her staar jeg dog et sted. At jeg dog ikke kan blive staaende her ret meget længere er jeg ogsaa klar over — mulighederne ikke alene udtømmer, men udpiner sig snart. Jeg søger stadig veje til at variere ideen, men det er sikkert inkonsekvens da det centrale i den jo slet ikke ligger i variationen, men tværtimod i at der ingen variation — forskel — finder sted at perceptionen formindskes — ja næsten ophæves. Og er man naaet dertil er det et spørgsmaal om det hele ikke kun bliver en gentagelse af Buren. Det er altsaa her problemet tilspidser sig – at man maa akcepterer variationsmulighedernes ophævelse. Akcepterer man dette og forsøger at argumenterer for at det samme billede forandre karakter afhængig af forskellige omgivelser – præsentationsformer – o.s.v er man igen lige i hælene ikke alene på Buren, men ogsaa paa perceptionen. Ideens udspring – at identiske udseender placeret i forskellige situationer skaber varierendende opfattelser – conceptioner. Konsekvensen af dette maa være at udseendet er helt ligegyldigt at man kan bruge en hvilke som helst ting der lader sig multiplicerer og derigennem give stødet til de varierende conceptioner. Men – det var ikke hele ideen – en del af den gik ogsaa paa at via billedet var et maleri – udført med haanden ville muligheden for at placerer det i det kunstneriske omraade og via udførelsen en minimal forskel i identiteten mulig. Hvilke betydning kan man tillægge en saadan minimal forskel? Det kan jo ikke blive andet end et perceptionsspørgsmaal – at man ser forskellen.
Hvad mente Ad Reinhardt med dette at gentage det samme billede om og om igen? Givetvis ikke at billederne skulle være fuldstændig identiske — saa havde han formodentlig benyttet sig af en mere kontrollerbar teknik. Mon ikke hans bestræbelser gik i en anden retning? Mon ikke det for ham drejede sig om (det umulige) at skabe et fuldkomment billede — den fuldkomne kunst. Hvis dette var hans hensigt saa var det helt uden betydning hvordan billedet saa ud saa længe det ikke saa ud som alt andet end kunst — saa længe det ikke var expressivt — det han ville var som han selv sagde “male det sidste billede” velvidende at det ville han aldrig naa.
Daniel Buren hævder at det ikke spiller nogen rolle om det er ham selv eller en anden som udfører billedet — det mente Ad Reinhardt ikke, tværtimod hævdede han at hvis en anden malede et billede som saa mage ud til hans ville det være den andens billede og ikke Ad Reinhardts. Ikke at han lagde noget som helst i den personlige expressivitet — tværtimod — men han gik udfra at denne andens situation og problematik nødvendigvis maatte være anderledes — fordi han var et andet menneske. (Ad Reinhardt var for øvrigt ogsaa klar over at der ikke findes noget saa upopulært som kunst som kunst).
Med al denne snak om Ad Reinhardt er jeg naaet dertil at det formodentlig er muligt at udskyde variationen som arbejdstese, og alene lade den optræde som “tilfældighed”— men at det sikkert ikke er muligt at ophæve perceptionen. Kendte man kun hvad AD Reinhardt havde skrevet ville noget væsentligt mangle — billederne — det skrevnes bekræftelse — eller rettere: det skrevne og billederne supplerer hinanden —. Den bekræftelse af det skrevne som Ad Reinhardts billeder er — det er de igennem hvad man ser — perceptionen af den sortes dybde — af at den ikke kun er sort men en sort — et stof — en tilstedeværelse der bevæger sig — er til stede, men ikke alene som perception — men som tanke — kunstnerisk tanke —.
Der er ingen grund til at gøre Ad Reinhardts arbejde om igen — det er ikke hvad jeg vil med “R+B” der jo for øvrigt adskiller sig fra Ad Reinhardt ved at bestaa af to farver — og han fornægtede farven.
For mig er “R+B” et udgangspunkt til hvad — ved jeg ikke.
