26. maj. 1972

Denne struktur lukker sig om sig selv (og kan maaske derfor have svært ved at undgaa at blive billede – adskilt fra omgivelserne).
Strukturen kan i meget minde om cirklen med dens centrum.

ved at se Parmentieres billeder med vandrette delinger tænkte jeg paa at denne struktur havde muligheder for større aabenhed i det øjet følger de vandrette delinger ud i rummet til begge sider – og den lodrette bevægelse neutraliseres næsten helt saaledes at format – strukturen bliver mindre dominerende, mindre form – figur. 
Kun hvis billedformatet gøres meget smalt bliver den lodrette struktur tydeligt.
___________________________________________________________

Asociation det franske flag – uheldigt.
___________________________________________________________

Neutralt hvidt felt mellem de to farvede kvadrater for at undgaa farverne indvirken paa hinanden.
skaber det to røde den blaa i det hvide midterkvadrat? – meget tvivlsomt
___________________________________________________________

Den vandrette stribestruktur er ubrugelig. Den bliver, ihvertfald med saa kontrasterende farver, altfor akcentureret saaledes at billedformatets geometri vil virke ind paa stribestrukturen og gøre den figurlig. Figur – bund problematikken som er uforenelig med den “R+B” grundidee – vil træde for stærkt i forgrunden.
Jeg tror enhver anden struktur en de to rektangeldannende kvadrater er uanvendelige – hvilket langtfra skal afholde fra at prøve og finde frem til en baade enklere og i forhold til selve ideen bedre fungerende. 
___________________________________________________________

Format af 6 kvadrater – forøges antallet af kvadrater vil formatets opfattelige geometri forflygtiges – opløses! Negativt er at midterdelingen associerer til Horisont og den blaa derfor uvilkaarligt til himmel.
___________________________________________________________

Ser man formatet paa den høje lodrette led forsvinder saadanne associationer – men det kræver et meget højt format.
___________________________________________________________

Ikke neutralt nok de to rektangulære formater for figurlige
___________________________________________________________

Delingens horisontalitet uheldig
___________________________________________________________

Diagonaldelingen skaber to trekanter to former – to figurer hvilket er negativt.
___________________________________________________________

Med andre ord – den nuværende struktur er den som dækker ideen bedst og fungerer bedst i forhold til den. 
Den nuværende struktur har visse forandringsmuligheder – skal man, kan man, anvende dem?
___________________________________________________________

Mellem 1–2 er perceptionsforskellen ikke betydelig. Mellem 3–4 er forskellen hellerikke udslagsgivende om den røde er øverst eller nederst gør ringe forskel. 
Men 3–4 adskiller sig fra 1–2 ved at det høje lodrette format gør kvadraterne mindre lukkede – mere fri af hinanden.
5 er straks meget geometrisk figurligt og skal anvendes med megen omtanke og kun i særlig oplagte tilfælde.

1-2-3-4 er muligheder man ikke skal afvise, men man skal ikke svælge i dem.
___________________________________________________________

“R+B” 3D
___________________________________________________________

Det er en kendsgerning som maaske kan være lidt generende at hele ideen er afhængig og domineret, ja egentlig staar og falder med farven.
Hvorfor er den afgørende?
Fordi farven i enhver visuel dannelse, og især hvis den er dominerende ”ren”, uvilkaarligt sættes i forbindelse med begrebet malerkunst (farven er maleriets domæne – o.l). Fordi farven naar den optræder som sig selv og ikke andet faar noget abstrakt objektfjern eller umaterielt over sig. Den rene farve er stærk rød - blaa - gul - grøn o.s v er perceptibel først og fremmest som farve – som begrebet – fænomenet farve og ikke som stof – materialitet –. Der er noget efemerisk ved farvebegrebet i sin rene form. Farven maa nødvendigvis (rent teknisk-praktisk) breder sig over et begrænset areal – farven holder simpelthen op et sted – og der hvor den holder op opstaar dens formstruktur – eller i det mindste antydningen – begyndelsen til en saadan. Anvender man den rene farve kommer en struktur aldrig til at dominerer farven, men er altid underordnet den (med ren menes Rød - gul - blaa . grøn - violet - sort - hvid). Paa sin vis er den rene farve, ikke maaske naar den optræder som punkt, men i hvertfald naar den optræder som arealudstrækning formløs og slaar ofte en form i stykker. Forsøger man at faa farven til at indordne sig formen kan det kun gøres paa bekostning af dens arealudstrækning og dens renhed og styrke. Hverken Yves Klein, Noland, Stella eller Kelly o.a har brugt farven helt ren. De har alle forsøgt at forurene den, enten ved at gøre den til stoflighed, til struktur eller form, de har aldrig ladet den optræde alene som sig selv. Maaske kan det ikke lade sig gøre! Den rene farve er et mærkeligt substansløst fænomen. Forestiller man sig et meget stort areal paa først en helt ren farve – uden stoflighed af nogen art – vil man være det nærmeste man kan naa til farve som farve alene og ikke farve som form, eller struktur. En saadan flade, eller et saadant areal – hvad det nærmere maa være, vil virke meget lidt materiel – vil virke objektløs. Den rene farve forlenes let med et skær af uvirkelighed – og maaske er det denne sammen med objektløsheden som generer mig ved farven? Maaske kan man sige det saadan at farven kun viser farven og at den ikke hvor den er helt ren (maaske grøn undtaget) viser udover dette og til noget andet fænomen.