Albert Mertz
26. maj. 1972
Fortsat fra NR 7
26-5-72
Bruger man farven saaledes er man tæt paa begrebet kunst som kunst d.v.s der ikke henviser til andre fænomener end sin egen materielle tilstedeværelse. Et saadant farvet areal vil dominerer, eller i det mindste indvirke paa sine omgivelser, og disse vil, omend maaske i mindre grad, indvirke paa farvearealet. Den rene farve optrædende alen som sig selv vil altsaa være et rumligt fænomen og ikke et billede selv hvor det via format og udseende iøvrigt ville kunne identificeres som et saadant rent fænomelogisk.
Men – man vil ikke kunne undgaa, før eller senere, at skulle tage stilling til farvearealets udstrækning, størrelse og format. Der opstaar altsaa trods alt et strukturproblem. Man kan selvfølgelig male et helt rum – vægge – gulve – loft i en ren farve, men det er jo ikke det man, eller rettere jeg, ønsker – for det er straks en anden problematik, nærmere det arkitektoniske.
Jeg ønsker et farveareal der er sig selv og ikke en del af et rum, selvom dette farveareal ikke kan og ikke skal undgaa at indvirke paa rummet eller miljøet det befinder sig i. Men det maa have en størrelse – et format. Formatet skal (bør) være saa neutralt som muligt derfor mener jeg kvadratet er det bedst egnede, men kræver situationen at der afviges fra kvadratet kan man multiplicerer dette format i bredden eller i højden (jeg tror ikke begge dele paa en gang) Hvilket giver forskellige rektangulære muligheder der dog aldrig maa gaa udover at være en multiplicering af kvadratet – d.v.s bredden skal altid kunne gaa op i højden.
Hvilke størrelse disse formater bør have er afhængig dels af hvilke farve der er tale om og hvilke forhold til rum og beskuer man ønsker den skal have – jo tættere og kraftigere farven er f.eks rød- blaa - violet - jo mindre størrelser kan anvendes. Mindre tætte farver f.eks gul - gulgrøn - graa - hvid - kræver større formater for at blive farvemæssigt synlige.
Alt dette kan synes at være meget langt væk fra “R+B”, men er det ikke. Alle disse overvejelser om farven er opstaaet af arbejdet med” R+B” bl.a har jeg konstateret at det er muligt ved sammensætningen af to komplimentære farver at ophæve farven som farve. Herved faar man det rene fysiske fænomen. Man er gennem arbejdet med den yderste reduktion af struktur og farve naaet til et punkt hvor man, hvis det ønskes, kan frembringe et “virkeligt” fænomen - en virkelighed er udspringer fra form og farve, men ikke som kunstnerisk farve-form værdi men som ren fænomenologi – som ren tilstedeværelse.
Men – man vil ikke kunne undgaa, før eller senere, at skulle tage stilling til farvearealets udstrækning, størrelse og format. Der opstaar altsaa trods alt et strukturproblem. Man kan selvfølgelig male et helt rum – vægge – gulve – loft i en ren farve, men det er jo ikke det man, eller rettere jeg, ønsker – for det er straks en anden problematik, nærmere det arkitektoniske.
Jeg ønsker et farveareal der er sig selv og ikke en del af et rum, selvom dette farveareal ikke kan og ikke skal undgaa at indvirke paa rummet eller miljøet det befinder sig i. Men det maa have en størrelse – et format. Formatet skal (bør) være saa neutralt som muligt derfor mener jeg kvadratet er det bedst egnede, men kræver situationen at der afviges fra kvadratet kan man multiplicerer dette format i bredden eller i højden (jeg tror ikke begge dele paa en gang) Hvilket giver forskellige rektangulære muligheder der dog aldrig maa gaa udover at være en multiplicering af kvadratet – d.v.s bredden skal altid kunne gaa op i højden.
Hvilke størrelse disse formater bør have er afhængig dels af hvilke farve der er tale om og hvilke forhold til rum og beskuer man ønsker den skal have – jo tættere og kraftigere farven er f.eks rød- blaa - violet - jo mindre størrelser kan anvendes. Mindre tætte farver f.eks gul - gulgrøn - graa - hvid - kræver større formater for at blive farvemæssigt synlige.
Alt dette kan synes at være meget langt væk fra “R+B”, men er det ikke. Alle disse overvejelser om farven er opstaaet af arbejdet med” R+B” bl.a har jeg konstateret at det er muligt ved sammensætningen af to komplimentære farver at ophæve farven som farve. Herved faar man det rene fysiske fænomen. Man er gennem arbejdet med den yderste reduktion af struktur og farve naaet til et punkt hvor man, hvis det ønskes, kan frembringe et “virkeligt” fænomen - en virkelighed er udspringer fra form og farve, men ikke som kunstnerisk farve-form værdi men som ren fænomenologi – som ren tilstedeværelse.
