30. jul. 1972

Man kan også betragte de to kvadrater som rumområder arealudstrækninger. Uden farve som tomme områder, med farver som energiladede. I begge tilfælde kan der så indføres udefra kommende elementer i form af objekter – billeder – indtegninger o.l. Men hverken kvadratet som en ren kvadratisk struktur eller som ren farvestruktur må brydes ved f.eks i det sidste tilfælde at indføre andre farver eller farvedelinger og i det første ved at indføre en struktur der modarbejder, forflygtiger, kvadratets. 
___________________________________________________________

Parallelt med ”R+B” har jeg arbejdet med andre forsøg. Forsøgt andre løsninger.
Montager — Postkort —Billedbøger — materialforsøg — grafiske — tal og ordexperimenter og endnu er der ingen af dem der tilfredsstillende har kunnet løse problemerne. “R+B” er den eneste idee som jeg har virkelig gennemarbejdet — men, løser den nogle problemer? Hvilke problemer?
Det problem jeg søger løsningen på er: at finde en form som er frigjort fra maleriets æstetik og som samtidig kan rumme alle mine rimelige indskydelser og indfald? Kan “R+B” det?
Det er stadig noget malet på en flade, og som sådant ubehjælpelig bundet til maleriets æstetik og konvention. Det kunne man måske vende til det positive hvis “R+B” havde den rummelighed som jeg har brug for – har den det? Jeg har hele tiden forestillet mig, eller i hvertfald håbet og ønsket at det var muligt udfra et så snævert register som “R+B” frembyder at kunne “sige” alt hvad der var brug for at sige – kan man det?
Det afhænger helt og holdent af hvad man mener det er nødvendigt at sige.
Jeg mener ikke det er nødvendigt (idag) at sige noget om formen og farven – om billedets maleriske problemer – det mener jeg er helt overflødigt. Men “R+B” ser ud som om det var hele meningen - hele udsagnet.
Jeg har een gang for alle slået fast at det er to kvadrater, det ene rødt, det andet blåt, og at de sammen kommer til at danne et rektangel. At farven ikke interesserer mig hverken som stor eller koloristisk element, men kun i den udstrækning de er total røde og total blå. Det interesserer mig med andre ord ikke at spille på de formalistiske muligheder disse elementer indebær. Når dette er slået fast må man spørge: men, hvad vil jeg så bruge disse elementer til?
Til noget som ikke kan siges, beskrives, men kun gøres – men det er i sin mystificering et utilfredsstillende svar. De variationsmuligheder, man selv indenfor “R+B” meget snævre område, kan forestille sig er legio – og det er ikke dem som interesserer mig – slet ikke. En manisk – efterhånden rutineret mekanisk i det uendelige gentaget produktion af “R+B” er foruden at være temmelig uinteressant ogsaa helt uinteressant (og det er jo blot at gentage D.Burens proposition) der må være noget udover det – men hvad? Er der i virkeligheden mulighed for noget udover de ovenfor nævnte? Det er her problemet ligger.
Jeg har tidligere skrevet om omgivelserne, tidspunktet, sammenhængens o.s.v indvirken på “R+B”propositionen, men heller ikke dette er nok men alene en detalje. Hvis jeg giver fuldstændig afkald på de formelle muligheder, ja bevidst undertrykker dem — hvad er der så tilbage? Det er jeg helt ude af stand til at forestille mig. Opløses — forsvinder hele ideen — propositionen da ikke fuldstændig?
Trods alt er det sandsynligvis det eneste mulige udgangspunkt — dette fuldstændige nulpunkt.
Selvom det ikke på noget punkt kan danne et teoretisk grundlag skal man sandsynligvis helt derud hvor man intet mere kan sige, men kun handle. Helt derud hvor man akcepterer det helt idiotiske og aldeles urationelle i at producerer “R+B” — måske er det dette at man frivilligt har begrænset sine udsagnsmuligheder — sine bevægelses og valgmuligheder der simpelthen er kærnen i hele propositionen, og måske er det netop fra dette punkt muligheden for at frigøre sig fra det formalistiske vil vise sig? Jeg har teoretiseret mere over “R+B” end jeg har praktiseret den, måske er det først gennem en længere praksis den vil vise hvad den indeholder?
Det har jo vist sig, og det har været en medvirkende årsag til ”R+B”s opståen at alle andre forsøg jeg i tidens løb har foretaget ikke har ført mig nogen vegne hen. At jeg har troet problemet, eller tilnærmelsen til kærnen i hele min kunstneriske virksomhed, lå, eller kunne ligge i en forandring af formen. Den mulighed er tilstede at jeg udfra det snævre område, jeg med ”R+B” befinder mig på tvinges til at indse at det ikke er formens forandring der gør udslaget, men en ændring i hele den kunstneriske synsvinkel. Og hvad kan denne ændring så bestå i?
Blandt andet i at man gør sig, og tvinges til at gøre sig, helt klar hvad man mener med det man gør – om det er dette irrationelle begreb kaldet kunsten, man vil – eller noget helt andet – dette “helt andet” er simpelthen ikke muligt indenfor den “R+B” proposition og kan altså ikke bruges til det og derved tvinges man til at tage klart stilling. Arbejder jeg med montager – objekter – bogstaver og postkort - så ligger der så oplagt i første række i selve materialet dette “alt andet” og først når dette er skudt ud – overvundet – så vidt det lader sig gøre, er det muligt at nå indtil kunsten. Ved brugen af ordet kunst stiller man sig i den fortvivlede situation at man ikke tilfredsstillende kan gøre rede for hvad det er – med mindre man mener det er tilfredsstillende at sige: kunst er en betegnelse som kun kan hæftes på ganske bestemte fænomener – og mener man det?