Introduktion

Den danske kunstner Albert Mertz (1920-1990) efterlod sig en stor samling af skitse- og notesbøger kaldet Noteværket. De er nedskrevet fortrinsvis i årene 1968-1974, hvor han boede i Paris og udviklede sit mest kendte kunstneriske eftermæle "Rød+Blå-propositionen". I den periode var teori og analyse vigtigere for Mertz end den egentlige udførelse af værker, der nærmest bliver et appendiks til Noteværket. I sit kompromisløse arbejde mod det mest neutrale og åbne kunstværk, gennem hypoteser og refleksioner over maleriet, får Mertz skabt et unikt kunsthistorisk materiale. Intelligent og vedholdende trænger han i dybden med sine undersøgelser og efterlader et enestående vidnesbyrd fra den kunstneriske proces, der yderligere skrives interessant ind i, og op i mod, sin samtids kunst. Udover nedskrevne tanker, overvejelser, diskussion og analyse om og af sin (og andres) kunst, indeholder Noteværket også mange gennemarbejdede tegninger og skitser til værkserier og større ruminstallationer. Nogle blev udført og udstillet, men da Mertz disse år, og frem, var mindre interesseret i resultater og mere i undersøgelsen, forblev mange spændende og vigtige ideer i bøgerne.

Gå direkte til søgning

Noteværket omfatter omkring 185 notesbøger og hæfter med tekst- skitse- og billedmateriale fra perioden 1964-1979. De opdeles i fem kategorier, hvoraf de tre tilgængelige her er:

Rød + blå bøger – 1971-1975: En selvstændig samling på 24 hæfter knyttet til udviklingen og arbejdet med "Rød + Blå propositionen". Betegnet som livsnerven i Mertz ´ sene arbejde, hvor han testede propositionen både praktisk og teoretisk.

Værkstedsbøger – 1964-1979: 14 mindre stilehæfter og 28 store kardusbøger. I de tidlige år mest værkideer og opsummering af arbejdsresultater, men sidst i 60erne mere og mere et noteværk med refleksioner over værk og praksis. De første ideer og tanker om Rød + Blå konceptet findes i værkstedsbøgerne.

Dagbøger/Notes – 1957-1990: 40 bøger og hæfter med optegnelser i subjektiv dagbogsform af betydning for hans kunstneriske praksis - et mere overordnet blik på kunsten og kvalerne med arbejdet med den. Dagbøgerne er en slags kontekstualisering af Mertz værk og indeholder en masse interessante tanker og overvejelser om selve kunstergerningen.

De sidste to kategorier er Billed og skraldebøger - 1966-1975: 37 bøger og hæfter med udklip og tekst og Unika bøger - 1957-1972: 12 bogobjekter som muligvis har været tænkt til udgivelse.

Albert Mertz efterlod sig en af forrige århundredes mest interessante danske værkproduktioner. Som hovedoverskrift kan man sige han konstant var ude i en undersøgelse af kunsten og, ikke mindst, dens forhold til virkeligheden. Han eksperimenterede, tvivlede og spurgte til hvad er kunst? Han fulgte sin kunstneriske tanke eller ide og udtrykte den i alle medier fra maleri, tegning, collage til skulptur og film. Samtidig var han hele vejen igennem en markant stemme i kunstverdenen med sine mange artikler og tekster, og han fulgte med i udviklingen både herhjemme og internationalt. Mertz bliver et vigtigt bindeled mellem 1940’ernes abstrakte kunst og efterkrigstidens ny-avantgardistiske strømninger, og i Mertz' kunst afspejles meget af udviklingen gennem sidste halvdel af århundredet.

Albert Mertz var aktiv i mange år, helt fra 1933 og frem til 1990, og lavede rigtig mange værker. Hans betydning for dansk kunst var stor, da han levede, han fik f.eks. sin første retrospektive udstilling i Kunstforeningen 42 år gammel i 1962. Og især i de sidste 10-15 år havde han en stor værkproduktion og udstillingsaktivitet, samtidig med han var professor på Kunstakademiet i København. Siden er interessen for hans kunst og indflydelsen af hans virke kun vokset. Kunsthistorikere, kuratorer og kunstnere skriver om, udstiller og "bruger" i stigende grad hans værker. Der har være adskillige store udstillinger herhjemme på museer og gallerier, men også internationalt begynder en stigende interesse at vise sig i form af galleriudstillinger, messepræsentationer og kuratorhenvendelser både i Europa og USA.

"Albert Mertz i Paris 1967" Foto: Susanne Mertz