Albert Mertz
4. okt. 1973
4-10-73
Jeg har arbejdet på udkast til 4 litografier “R+B” hvor jeg har varieret farverne fra ark til ark ligesom jeg har placeret “R+B” i forskellige forhold til arkets format for derved at understrege arket som et (neutralt) miljø – rum – hvorpå/i “R+B” befandt sig.
Disse forsøg har ført mig ind på spørgsmålet: hvad sker der når man ser på “R+B”?
Der sker meget lidt, for ikke at sige slet ingen ting. Perceptionen – selve konstateringen af strukturen og farverne er øjeblikkelig – hurtig overstået – udtømt. Dette ændres ikke i større udstrækning ved en forskel – en variation af de to farvers indbyrdes forhold, eller ved forskellen fra billede til billede i en serie.
Der er med andre ord ikke ret meget at se på det er en ret yderliggående neutralitet. Men – hvordan kan det da være at jeg nu igennem næsten fem år ikke har kunnet slippe denne idee? Hvorfor bliver den, trods alt, ved med at fascinerer mig?
Jeg aner nogle muligheder som jeg er ude af stand til at præciserer eller gøre mig selv klart.
Jeg vil prøve at indkredse hvad disse muligheder kan være.
Det kan være dette at “R+B” er så udpræget en arteficiel ting – der ved hele sin apperation umiddelbart adskiller sig fra andre objekter – som et af særlig beskaffenhed (det er udpræget – umotiveret) – som et kunstobjekt. Man konstaterer øjeblikkeligt at det er et objekt der alene er til for at ses – men der er altså ikke særlig meget at se på, man når ikke meget længere en til konstateringen af dets tilstedeværelse. (Modsat Ad Reinhardts sorte billeder som man skal arbejde med for at de bliver synlige).
Der er ikke noget at “hæfte sig ved” der er ikke noget “indhold” at beskæftige sig med, ikke nogen expressivitet man kan modtage – tilegne sig. Beskueren kan simpelthen fylde det indhold – den mening – det udtryk han ønsker på dette objekt. Ethvert eksisterende objekt mennesket percepterer danner det sig udover den objektive konstatering en forestilling om, og bygger en række associative – subjektive tanker op omkring og ind i.
Dette er altså ikke noget specielt i forholdet til “R+B”, men det som er særegent ved “R+B” som objekt er at det er fremstillet alene med det formål at man skal se det og kan lade det føde (eller lade være) en række forestillinger.
Jeg har mange gange mistænkt den “R+B” idee for at ligge altfor tæt opad Daniel Burens ideer og teorier. Det som forekommer mig at være hovedskavanken ved Buren er at det synlige objekt – striberne – er afhængig af en teoretisk tekst, at han anvender denne tekst til at give objektets neutralitet en mening, en hensigt. Min idee derimod er baseret på at man alene skal SE og at det man ser ikke på noget punkt skal forklares eller underbygges med en skreven proposition af f.eks teoretisk art. Jeg ønsker at beskueren skal stå alene overfor objektet og bearbejde det med sig selv – sin egen person.
Det jeg gør er at præsenterer beskueren for to kvadrater sat sammen til et retangel hvor venstre del er rød (en hvilkensomhelst rød) og højre halvdel (en hvilkesomhelst) blå, det “R+B” objekt kan være af alle tænkelige varierende størrelser, udført i forskellige materialer, placeret i forskellige miljøer – men i sin kærne uafhængig af disse vilkår vedbliver det med at være den samme struktur (et lille kvadrat og et stort kvadrat vedbliver med at være et kvadrat) det samme farvepar (Rødt er rødt og blåt er blåt selv i de utallige nuancer indenfor hvert farveområde).
Det er en kendsgerning at dette objekt vil blive opfatted forskelligt af forskellige mennesker – den som ved noget om kunst vil givet lægge en hel masse kunsthistoriske og æstetiske betragtninger i det og den som intet ved om kunst vil enten kun se et rødt og et blåt kvadrat og hans behags eller ubehagsfornemmelse, hans “interesse”, vil helt afhænge af hvilke rent subjektive forhold han har til de to farver. Men – han vil alene ved den kendsgerning at det han ser er en firkantet flade bemalet med farve (af rent konventionelle årsager) være sig bevidst at han står overfor et billede – noget malet – kort sagt kunst (god – dårlig – er irrelevant i denne sammenhæng). Helt uafhængig af om han kan godtage hvad han ser som et kunstværk er han sig bevidst at det i hvertfald prætenderer at blive kaldt sådan – han befinder sig, med eller mod sin vilje indenfor den begrebsverden der kaldes kunst (via konventioner).
Disse konventioner (man kunne også kalde dem tradition) anses almindeligvis for at være hæmmende for kunsten, men jeg anser dem her, i denne sammenhæng for at være positive idet de via selve materialiteten – selve objektets særlige beskaffenhed letter beskuerens bevidstheden om at han står overfor et egenarted objekt, et der adskiller sig fra alle andre ved at tilhøre området – kunst. Den om kunst uvidende tilskuer er i vor kulturkreds dog ikke mere blank end at han er sig bevidst når han står overfor et maleri, hvorved en teknisk konvention – tradition – det håndmalede oliemaleri – helt reelt konfronterer ham med kunsten, om han så derfra denne primitive konstatering kan komme videre og få dette objekt til at fungerer i forhold til sig selv er så et helt andet spørgsmål – muligheden er ihvertfald tilstede i højere grad her end hvis man placerer et almindeligt hverdagsobjekt foran ham og benævner det kunst.
Det “R+B” objekt – eller billede er ikke et udtryk – det har intet indhold – det “siger” simpelthen ikke noget, det er en hel elementær demonstration af et maleri.
Denne indholdsløse bemalede flade er ikke andet end et tilbud, der ved at det så åbenlyst fremræder, ihvertfald rent materielt, som kunst giver beskueren mulighed for at arbejde med det udfra sine helt personlige forudsætninger.
Jeg er selvfølgelig ikke så naiv at tro at ethvert menneske, selv
Disse forsøg har ført mig ind på spørgsmålet: hvad sker der når man ser på “R+B”?
Der sker meget lidt, for ikke at sige slet ingen ting. Perceptionen – selve konstateringen af strukturen og farverne er øjeblikkelig – hurtig overstået – udtømt. Dette ændres ikke i større udstrækning ved en forskel – en variation af de to farvers indbyrdes forhold, eller ved forskellen fra billede til billede i en serie.
Der er med andre ord ikke ret meget at se på det er en ret yderliggående neutralitet. Men – hvordan kan det da være at jeg nu igennem næsten fem år ikke har kunnet slippe denne idee? Hvorfor bliver den, trods alt, ved med at fascinerer mig?
Jeg aner nogle muligheder som jeg er ude af stand til at præciserer eller gøre mig selv klart.
Jeg vil prøve at indkredse hvad disse muligheder kan være.
Det kan være dette at “R+B” er så udpræget en arteficiel ting – der ved hele sin apperation umiddelbart adskiller sig fra andre objekter – som et af særlig beskaffenhed (det er udpræget – umotiveret) – som et kunstobjekt. Man konstaterer øjeblikkeligt at det er et objekt der alene er til for at ses – men der er altså ikke særlig meget at se på, man når ikke meget længere en til konstateringen af dets tilstedeværelse. (Modsat Ad Reinhardts sorte billeder som man skal arbejde med for at de bliver synlige).
Der er ikke noget at “hæfte sig ved” der er ikke noget “indhold” at beskæftige sig med, ikke nogen expressivitet man kan modtage – tilegne sig. Beskueren kan simpelthen fylde det indhold – den mening – det udtryk han ønsker på dette objekt. Ethvert eksisterende objekt mennesket percepterer danner det sig udover den objektive konstatering en forestilling om, og bygger en række associative – subjektive tanker op omkring og ind i.
Dette er altså ikke noget specielt i forholdet til “R+B”, men det som er særegent ved “R+B” som objekt er at det er fremstillet alene med det formål at man skal se det og kan lade det føde (eller lade være) en række forestillinger.
Jeg har mange gange mistænkt den “R+B” idee for at ligge altfor tæt opad Daniel Burens ideer og teorier. Det som forekommer mig at være hovedskavanken ved Buren er at det synlige objekt – striberne – er afhængig af en teoretisk tekst, at han anvender denne tekst til at give objektets neutralitet en mening, en hensigt. Min idee derimod er baseret på at man alene skal SE og at det man ser ikke på noget punkt skal forklares eller underbygges med en skreven proposition af f.eks teoretisk art. Jeg ønsker at beskueren skal stå alene overfor objektet og bearbejde det med sig selv – sin egen person.
Det jeg gør er at præsenterer beskueren for to kvadrater sat sammen til et retangel hvor venstre del er rød (en hvilkensomhelst rød) og højre halvdel (en hvilkesomhelst) blå, det “R+B” objekt kan være af alle tænkelige varierende størrelser, udført i forskellige materialer, placeret i forskellige miljøer – men i sin kærne uafhængig af disse vilkår vedbliver det med at være den samme struktur (et lille kvadrat og et stort kvadrat vedbliver med at være et kvadrat) det samme farvepar (Rødt er rødt og blåt er blåt selv i de utallige nuancer indenfor hvert farveområde).
Det er en kendsgerning at dette objekt vil blive opfatted forskelligt af forskellige mennesker – den som ved noget om kunst vil givet lægge en hel masse kunsthistoriske og æstetiske betragtninger i det og den som intet ved om kunst vil enten kun se et rødt og et blåt kvadrat og hans behags eller ubehagsfornemmelse, hans “interesse”, vil helt afhænge af hvilke rent subjektive forhold han har til de to farver. Men – han vil alene ved den kendsgerning at det han ser er en firkantet flade bemalet med farve (af rent konventionelle årsager) være sig bevidst at han står overfor et billede – noget malet – kort sagt kunst (god – dårlig – er irrelevant i denne sammenhæng). Helt uafhængig af om han kan godtage hvad han ser som et kunstværk er han sig bevidst at det i hvertfald prætenderer at blive kaldt sådan – han befinder sig, med eller mod sin vilje indenfor den begrebsverden der kaldes kunst (via konventioner).
Disse konventioner (man kunne også kalde dem tradition) anses almindeligvis for at være hæmmende for kunsten, men jeg anser dem her, i denne sammenhæng for at være positive idet de via selve materialiteten – selve objektets særlige beskaffenhed letter beskuerens bevidstheden om at han står overfor et egenarted objekt, et der adskiller sig fra alle andre ved at tilhøre området – kunst. Den om kunst uvidende tilskuer er i vor kulturkreds dog ikke mere blank end at han er sig bevidst når han står overfor et maleri, hvorved en teknisk konvention – tradition – det håndmalede oliemaleri – helt reelt konfronterer ham med kunsten, om han så derfra denne primitive konstatering kan komme videre og få dette objekt til at fungerer i forhold til sig selv er så et helt andet spørgsmål – muligheden er ihvertfald tilstede i højere grad her end hvis man placerer et almindeligt hverdagsobjekt foran ham og benævner det kunst.
Det “R+B” objekt – eller billede er ikke et udtryk – det har intet indhold – det “siger” simpelthen ikke noget, det er en hel elementær demonstration af et maleri.
Denne indholdsløse bemalede flade er ikke andet end et tilbud, der ved at det så åbenlyst fremræder, ihvertfald rent materielt, som kunst giver beskueren mulighed for at arbejde med det udfra sine helt personlige forudsætninger.
Jeg er selvfølgelig ikke så naiv at tro at ethvert menneske, selv
FORTSÆTTES - 15.
