Menu

Albert Mertz

20. sep. 1972

20-9-72
Placering af “R+B”  i et fladeareal er betænkelig arealet udenfor “R+B” vil ikke kunne neutraliseres, men vil få en størrelses – form – stof – farvemæssig funktion i forhold til “R+B”.
Den okkerbrune celotexplade f.eks vil i forhold til så kraftige farver som Rød - Blå få en farvemæssig funktion tiltrods for at det tydeligt vil fremgå at den er den bemalede plade.
Grunden til at man kommer på tanken at placerer “R+B” i et fladeareal er ønsket om at skabe et fra de tilfældige omgivelser isolerende miljø – men man må nu være klar over at dette “miljø” af hvilke art det end er vil få en billedmæssig funktion – mere eller mindre.
Tilfældige omgivelser       omgivelser
A. Kommer direkte, og uden formildende omstændigheder, i forbindelse med de tilfældige omgivelser (miljø).
B. Fra “R+B” til et formidlende miljø og derfra til de tilfældige omgivelser.

Man kan komme med den indvending at dette formidlende miljø ikke kan undgå at blive en del af billedet. Fra “R+B” til miljøet fra miljøet til fladens grænser fra disse til de tilfældige omgivelser i forhold til disse vil hele fladen opfattes som et billede og “R+B” som et billede i billedet og ikke som et billede i et (specielt) miljø.
Måske – kan det undgås eller ihvertfald mildnes hvis dette “miljø” består af et fladeobjekt der har forbindelse ifølge sin karakter med omgivelserne – f.eks: Tapet – avisside – reklame – Brædder – træplade – paplåg – e.l. Man kan i det mindste til en vis grænse således selv bestemme “R+B”s omgivende miljø – så man først efter at have set dette kommer ud i de tilfældige omgivelser. 
__________________________________________________________
Jeg dyrker tvivlen. Nu tvivler jeg igen på om “R+B” kan føre mig hen mod hvad jeg søger? Er det ikke blot et stykke formalistisk maleri, en gentagelse, en forøgelse af verdens billedmasse?
Det jeg, efterhånden desperat søger er: en hel anerledes tankegan. Måske er dette umuligt, men andet vil ikke kunne stille mig tilfreds. “R+B” kan ikke få mig udaf tankebegreber som struktur, form, farve – ikke hjælpe mig at overvinde det jeg vil, må, overvinde.
Jeg tror det er et krav som ligger meget, meget dybt i mig – og som har en eksistentiel betydning.
Det fortvivlende er at jeg ikke ved hvad vej jeg skal gå .
Hver morgen når jeg sætter mig til mit arbejdsbord ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre – og så gør jeg blot et eller andet – alene for at gøre noget.
Men – hvem fanden i helvede siger i det hele taget at man skal gøre noget? Ikke andre end mig selv og en mig iboende trang til aktivitet. Er denne trang til aktivitet ikke kun en neurose? Formodentligt – eller også lægger jeg al for stor vægt på hvad jeg laver. Hvis denne neurotiske virketrang kræver tilfredsstillelse – så tilfredsstil den – uden højtidligt at lægge så meget vægt på hvordan den det bliver som tilfredsstiller den. Denne nøjeregnende læggen vægt på resultatet er jo ikke andet end ambition – det skal være betydningsfuldt (og helst bringe berømmelse) hvad man laver – man kan ikke nøjes med bare at lave det. Der skal absolut spekuleres frem og tilbage – er det nu rigtigt er det nu forkert – er det nu noget enestående?
Hvis jeg ikke ved hvad jeg skal lave – og ikke synes dette eller hint er værd at gøre – hvorfor arbejder jeg så ikke med mig selv? Det er jo dog der alle problemerne stammer fra – og lige netop nu er det sikkert her det allervigtigste arbejde bør gøres. Såvel min sjæl som min krop sviner jeg væk med en næsten stædig forureningsproces – jeg ryger, spiser, sover, tænker, læser, ser og hører for meget halvfems procent af min dag går med helt uvæsentlige og overflødige ting. Jeg ved det — og dog er det plat umuligt for mig at ændre på det. 
Voila — her er arbejdsområdet der kan tages fat på. 

Fakta

PDF
20. sep. 1972
Rød blå bd 11 s. 20-24