Albert Mertz
11. okt. 1973
11-10-73
Indførelsen af en figur (Hus-stol-Maske) i “R+B” har det betydet en udvidelse eller en begrænsning af mulighederne?
Ved indførelsen af figurer hvorved man indfører komplementærfarven i hvert felt forstærker (ved den optisk – flimrende virkning) farvens ophævelse – op-virkningen fremkalder “ikke-farve”. Figuren som til det yderste er enkel — summarisk: HUS – STOL – MASKE o.s.v virker ikke anakronistisk i forhold til den samlede “R+B” idee, tværtimod har jeg fornemmelsen af at indførelsen af et figurelement, når det er så enkelt, drejer “R+B” lige den tak væk fra den “abstrakte stil”, som generer mig, samtidig løber man selvfølgelig faren for at ende i noget dekorativt- farveklipsagtigt.
Men figurerne medfører også at muligheden for flere forestillingsdannelser end når de to kvadrater står alene (tomme) udvides. Det blinde punkt af neutralitet, hvorfra der ikke rigtig var nogle videre muligheder er forladt og dermed også i vid udstrækning det dialektisk demonstrative ved propositionen.
Det er selvfølgelig at indføre en “urenhed” i ideen (dogmet?) at falde for indførelsen af figurationer, men samtidig sker dog det at variation i farvernes indbyrdes forhold og i forhold til en series helhed får en betydning — i hvert fald en peceptiv mening, som den ikke havde, eller kunne få da det alene var de to kvadrater, der præsenteredes.
“Urenheden” forstærkes også strukturmæssigt når der indføres figurer (STOLEN) som illuderer en rumlig virkning, den todimensionelle fladhed er der, men modsiges samtidig af den rumskabende figur. Således kan indførelsen af figuren bevirke at man lettere når hen mod både en opløsning af farven og strukturen ved de modsigelser der opstår heraf fjerner man sig fra ideens dogmatiske side — ophæver, eller har mulighed for det, maleriets æstetik, farven er ikke kolorit, formen er ikke et kompositions-propositionselement (ihvert fald ikke udelukkende) men anvendes som både illusions og forestillingsdannende.
Meget kunne derfor tyde på at man ved at indfører det “urene” element som figuren er, i virkeligheden har større mulighed for at nærme sig den grundlæggende idees kærne, der jo netop først og fremmest var at ophæve maleriets æstetik og formalisme.
Ved indførelsen af figurer hvorved man indfører komplementærfarven i hvert felt forstærker (ved den optisk – flimrende virkning) farvens ophævelse – op-virkningen fremkalder “ikke-farve”. Figuren som til det yderste er enkel — summarisk: HUS – STOL – MASKE o.s.v virker ikke anakronistisk i forhold til den samlede “R+B” idee, tværtimod har jeg fornemmelsen af at indførelsen af et figurelement, når det er så enkelt, drejer “R+B” lige den tak væk fra den “abstrakte stil”, som generer mig, samtidig løber man selvfølgelig faren for at ende i noget dekorativt- farveklipsagtigt.
Men figurerne medfører også at muligheden for flere forestillingsdannelser end når de to kvadrater står alene (tomme) udvides. Det blinde punkt af neutralitet, hvorfra der ikke rigtig var nogle videre muligheder er forladt og dermed også i vid udstrækning det dialektisk demonstrative ved propositionen.
Det er selvfølgelig at indføre en “urenhed” i ideen (dogmet?) at falde for indførelsen af figurationer, men samtidig sker dog det at variation i farvernes indbyrdes forhold og i forhold til en series helhed får en betydning — i hvert fald en peceptiv mening, som den ikke havde, eller kunne få da det alene var de to kvadrater, der præsenteredes.
“Urenheden” forstærkes også strukturmæssigt når der indføres figurer (STOLEN) som illuderer en rumlig virkning, den todimensionelle fladhed er der, men modsiges samtidig af den rumskabende figur. Således kan indførelsen af figuren bevirke at man lettere når hen mod både en opløsning af farven og strukturen ved de modsigelser der opstår heraf fjerner man sig fra ideens dogmatiske side — ophæver, eller har mulighed for det, maleriets æstetik, farven er ikke kolorit, formen er ikke et kompositions-propositionselement (ihvert fald ikke udelukkende) men anvendes som både illusions og forestillingsdannende.
Meget kunne derfor tyde på at man ved at indfører det “urene” element som figuren er, i virkeligheden har større mulighed for at nærme sig den grundlæggende idees kærne, der jo netop først og fremmest var at ophæve maleriets æstetik og formalisme.
