28. maj. 1972

Det er en fejl helt at udelukke andre farvemuligheder. Der er før prøvet med sort og ultramarin – som havde muligheder der endnu ikke er udtømt.
Gul og violet er ogsaa to farver som sammen har meget faa associationer og derfor maaske ogsaa er anvendelige.
Men det er et betænkeligt omraade at bevæge sig ind paa for, ved brugen af andre farvepar end “R+B” ryger man lige lukt ind i den farveproblematik man ville undgaa med “R+B” og som man ikke er interesseret i.
Fordi i selvsamme øjeblik man bevæger sig udenfor grundfarverne RØD – gul – Blaa – sort – hvid – og over i komplementærfarverne – Grøn – violet – orange – graa – har man (maaske undtaget violet) betraadt et associativt omraade, og gaar man videre til bland eller jordfarverne okker –  Terre de sienna – Engelsk rød – umbra – o.s.v har man givet fri passage for literatur. Arbejder man med at sammenstille farvepar valgt ud mellem disse kategorier ender man i kolorisme og dermed i smag og æsteticisme – og er langt, langt væk fra udgangspunktet “R+B” ideen.
Aarsagen til at mine tanker med mellemrum bevæger sig ad disse baner er at jeg søger omraader der kan hvile i sig selv, være sig selv, og ikke udtrykker andet end sig selv. Det er da naturligt at tænke paa farven da den er et fænomen der er sig selv i det øjeblik den kan optræde alene – saasnart den føjes sammen med en anden farve opstaar et form og relationsproblem som forflygtiger renheden og som jeg ikke er interesseret i. Jeg er ikke som Albers interesseret i farvernes indvirken paa hinanden, i farvens metamofosiske muligheder – hvad farverne kan gøre ved hinanden – jeg er interesseret i den enkelte rene farve – farven som fænomen – begreb ikke farven som expression, men alene i sin egenskab af fysisk tilstedeværelse.
Det er fristende at stille sig spørgsmaalet om det er muligt at bruge farven saadan?
Umiddelbart kan man forestille sig visse primitive løsninger.
Man kan f.eks anvende den rene farve i store og smaa kvadratiske eller rektangulære formater (plader – uopspændte lærreder – o.s.v). Anvendelsen af saadanne ensfarvede flader kræver at man holder sig til en farve, f.eks ikke vise gule formater sammen med blaa eller røde – da der saa vil opstaa relationer mellem de farvede formater som i et billede. Det er også et spørgsmaal om man indenfor samme farve kan anvende forskellige formater f.eks kvadrat og rektangel sammen, her vil der opstaa en relation mellem de forskellige arealudstrækninger og formaternes forskellige lodrette – vandrette tyngde. Maaske kan det gøres, men drejer det sig om kvadrater sammen med rektangler kræver det at rektanglets korte side er lig med kvadratet og at det er en multiplicering af dette.
Endelig kan man maaske placerer et farvet kvadrat paa en stor hvid flade. Det kan have den fordel at den hvide flade dels er neutral, dels skaber et fra omgivelserne isolerende omraade, men man kan ikke se bort fra den kendsgerning at en ren farve uvilkaarligt aktiviserer den hvide flade og saaledes ophæver neutraliteten, det bliver da et hvidt kvadrat med en farvet kvadratisk form inde i billedrummet
Det farvede kvadrat i det hvide bliver understreget, gennem den omgivende hvidhed som en figur – en geometrisk form.
Farveomraadet er under alle et meget skrøbeligt omraade at bevæge sig ind paa, inden man har set sig om er man endt i æstetisk kolorisme – smag – dekoration – og alt det stygge. Den problematik som farven skaber interesserer mig ikke.
Alle disse spekulationer er started ved at jeg forleden maatte erkende at “R+B” var baseret paa farven i første række og strukturen i anden, men det er ikke farveproblematikken ved “R+B” som interesserer mig det er i forhold til ideen – underordnet. Maaske kan man sige at det er ikke farveproblemet som saadan, ikke alle de andre farvers problem, men netop den røde og den blaas specielle problematik. For man kan ikke omgaas den kendsgerning at “R+B” staar og falder med at det er Rødt og Blaat.
pludselig  som jeg nu skriver alt dette bliver hele problematikken omkring “R+B” meget kompliceret og indviklet – og jeg maa igen søge tilbage til udgangspunktet.
Udgangspunktet var at jeg stillede spørgsmaalet: er det muligt med meget begrænsede midler at fremstille alt hvad man ønsker – eller er det muligt at fremstille det samme billede om og om igen uden at det bliver helt det samme billede – men forskelligt hvergang?
Jeg tror den maade, og de forudsætninger hvorunder spørgsmaalet dengang for over tre aar siden blev stillet ikke er gyldige idag.
Spørgsmaalet: er det muligt at fremstille det samme billede (hvilket i realiteten betyder maleri) om og om igen (d.v.s male) og opnaa at disse ens strukturerede billeder bliver forskellige.
Forskellen kunne ikke ligge i valget af farve eller formstruktur da den jo, ifølge den frivillige disciplin man havde givet sig ind under, skulle være den samme fra billede til billede, den maatte med andre ord ligge i haanden – i selve maleprocessen – i maaden materialitet behandles paa. Forskellen skulle vise sig gennem den malertekniske proces, og maatte da dreje sig om begreber som farvestoffets materialitet – penslens bevægelse – haandens præcision eller mangel paa samme – kort sagt paa begreber som alle tilhøre omraadet malerkunst.
Det bliver i sidste instans et spørgsmaal om malerisk subtilitet. Det kan jo ikke være lige netop det som interesserer mig – og sletikke idag. Eller er det?
Lad spørgsmaalet indtil videre staa ubesvaret hen.
Hvis det ikke er, eller bør være, de ovenfor nævnte maleriske subtiliteter der skaber forskellen – hvad kan den saa?
Hvis nu “R+B” fremstilles rent mekanisk – udført af en malersvend f.eks – eller via silketryk – eller lignende mere eller mindre mekaniske processer – saaledes at produkterne teknisk bliver fuldstændig identiske hvad skaber eller kan skabe forskelle?
1. Viser man en serie af saadanne fuldstændig identiske produkter, sammen vil alene synet af multiplication stille beskuerens øje i tvivl om identificationen fuldstændighed.
Og – hvis man ikke ligefrem arrangerer en kontrolleret lyssætning paa billedrækken vil de i almindeligt lys hver især faa forskelligt lys – mere eller mindre, ligesom forskellige lysforhold, sol – graavejr – elektrisk lys –, vil give dem forskelligt udseende.
2. Forskellen i format – størrelse. Alle størrelsesordner fra et lille til et stort format vil perciperes forskelligt.
3. Som jeg tidligere har været inde paa forskellige miljøer vil skabe forskellige conceptioner og derved perceptioner.
4. Endelig kan der være forskel i materialer f.eks mat farve – lakfarve – oliefarve – akrylfarve – tryk – bemaling – o.s.v
Uden alene at være henvist til den maleriske subtilitet kan der opstaa forskelle – selvom de bliver af mere ren materialistisk karakter. Og saa kan vi vende tilbage til spørgsmaalet fra før om i hvor høj grad den maleriske subtilitet interesserer mig idag? Og jeg kan straks svare at den ikke interesserer mig.
Det der interesserer mig er:
1. At jeg frivilligt har begrænset mig til de samme to farver – eller to farveomraader, og den samme struktur. En A.B.C som jeg skal bruge uden hjælp af alfabetets andre bogstaver.
2. Det som dernæst optager mig er hvad – og hvor meget jeg kan gøre med dette alfabet. Om jeg ved hjælp af det kan udfører alle de handlinger, formulerer alle de tanker og ideer jeg har lyst og trang til.
3. Og – om dette kan gøres uden at bruge farven og formen som et sprogligt tegn, men udelukkende som de materielle fysiske begreber de er.
Om jeg tiltrods for at saavel farven som formen kulturelt konventionelt tilhører malerkunstens omraade kan hæve mig udover, komme fri af dette omraade? At bekæmpe fjenden med hans egne midler.
5. Grunden til at jeg vælger et saa paradoksalt middel som maleriets formelle og tekniske bestanddele til at undgaa maleriet er at Rødt og blaat — to kvadrater i deres synlige tilstedeværelse er de neutraleste visuelle materialisationer jeg kender (i dag) da de i meget ringe grad associerer til fænomener uden for sig selv. En readymade — en fotomontage — et, mere eller mindre bearbejdet, objekt — en sproglig formulering og hvad man ellers kan forestille sig af tilstedeværelser — alle som en strutter af associationer til alle mulige omraader og fænomener og saaledes bringer uvedkommende tanker og forestillinger ind i det kunstneriske omraade.
Men — lad mig  til dette forsøg paa en præcision tilføje en vigtig ting — jeg ønsker at opretholde de regler jeg frivilligt har givet mig ind under kun at bruge den røde og den blaa — kun de to kvadrater — men — at jeg indenfor denne begrænsning vil tillade mig alle de variationer som er mulige. Ideen går ikke ud på at repeterer det selvsamme billede igen og igen (det gøres bedre af en maskine) men om at bruge de samme farver og former hele tiden — og kun dem — men det betyder altsaa ikke at der skal gives afkald paa de variationsmuligheder som er naturlige og iboende disse farver og denne struktur.