21. jan. 1974

I det de to kvadrater det røde og det blå er identiske med billedarealet (fylder det helt ud) bliver det et objekt en ting slutted i sig selv – afgrænset fra omgivelserne. 1. Placerer man de to kvadrater inde på en firkanted hvid (neutral) flade bliver det et objekt ind i et andet objekt: den hvide omgivende flade – men, overgangen fra dette malede objekt til det neutrale hvide lærred og fra det igen til omgivelserne bevirker at det ikke bliver et objekt i og samtidig afgrænset fra disse omgivelser, men et objekt i et neutralt rum som befinder sig omgivet af (de tilfældige) omgivelser – den hvide omgivende flade skaber dets eget miljø. 2. Men lærredets – papirets hvide firkant hvorpå de to kvadrater befinder sig er som de to kvadraters retangeldannelse en geometrisk firkant Noget inden i noget. Noget lukker sig om noget lukket. Kan denne geometriske lukkethed ophæves?

Et uopspændt lærred (hvorved retanglets geometri ikke bliver så rigoristisk – objektpræget som hvis lærredet opspændes på blindramme) hvorpå man f.eks i venstre halvdel bemaler med rødt, i højre med blåt. Strukturen, som afløser det geometriske kvadrat, kan opstå via penselstrøgenes retning: lodret – vandret – diagonalt – Cirkel – bevægelse.

Ved denne fremgangsmåde undgår man geometrien – understreger bemalingsprocessen, opnår en strukturel variation, og man kan placerer de to felter hvor man ønsker på fladen, og proportionere dem dem forskelligt

Man må ikke gå over i klatstrukturen da der så let kan opstå en ufrivillig figuration, men holde sig indenfor hver enkelt farve til een penselstruktur.
Ved adskillelsen af de to farve opstår der dels et mellemrum som kan være figurdannende (hvad man bør undgår) dels en farveaktivisering af den hvide bund (som helst skal forblive neutral).
___________________________________________________________

Hvordan man end vender og drejer sig så bliver man bundet af denne firkantede flade, af at den repræsenterer en flade (et lærred) til at male på og at bemalingen foregår med farve som man skal stå i et forhold til og som har et apriori malerisk “indhold” – aldrig kan optræde neutralt.
Jeg drømmer om et materiale, et område, en arbejdsproces der ikke er bundet af en så stor kulturbelastning som maleriets.
Det tyder dog på at være en utopisk drøm for, vender man sig fra maleriet og til ting, materialer, objekter fra den omgivende verden så bindes man jo i lige så stor udstrækning af disse materialer og objekters ordinære beskaffenhed og funktioner. Som maleriets teknik er kulturbelasted er hverdagsobjekterne belasted med praktiske funktionelle tilhørsforhold.
En stol f.eks. er først og fremmest en stol hvor meget man end forsøger at få den placeret i en ren kunstnerisk sammenhæng.